Bloggalicious

Lille pause fra pausen

2010-08-11T23:56:00.000+02:00

Little Miss Phoenix var så venlig at spørge til, om der var nogen herovre. Og det er der. Jeg er hverken forulykket eller blevet bortført til udlandet. Og har haft en fantastisk dejlig sommerferie.

Men denne blog er dog ikke bemandet i samme omfang som før sommerferien. Ja, jeg kan godt se, at der nærmest er spildt en blogaward på mig, når jeg bare forsvinder ud i sommerlandet og ikke har givet lyd fra mig i flere uger. Og faktisk har jeg ikke engang levet op til mig eget løfte om at få ordnet mine blogaward-forpligtelser endnu - men det er ikke glemt! (Bare udskudt)

Jeg holder en lille pause fra både andres og min egen blog. Men jeg lurer dog stadigvæk lidt sporadisk i krogene.

Jeg har masser at fortælle, men lige for tiden, har jeg simpelthen bare ikke lige lyst til at deltage aktivt i bloglivet.

Jeg har tidligere undret mig over, at meget aktive og populære bloggere pludselig fra den ene dag til den anden enten holder lange pauser og/eller forsvinder helt uden at sige farvel, som f.eks. Cocktails & Damer. Eller som f.eks. Kapster, der godt nok sagde 'Farvel og Tak', men efterlod sig en hærskare af undrende læsere, der følte sig snydt og forladt alt for tidligt.

Og ikke fordi jeg på nogen måde kan hamle op med disse to eksempler, som den rookie-blogger, jeg stadigvæk er, men nu forstår jeg det godt lidt alligevel. Jeg har også brug for en pause fra 'mit andet jeg', mens mit IRL-jeg fordøjer sommerens oplevelser og kommer godt igang med det travle arbejdsliv igen.

Og for lissom at samle lidt op på historien om Den Københavnske Storkunde-Repræsentant for de nysgerrige: Det er jo helt vildt, som tilfældighedernes spil satte gang i den sag! Nærmest et helt uvirkeligt forløb. Men status ligenu er, at jeg har haft nogle fantastiske og dejlige dage med ham på hans matrikel i Kbh i løbet af min ferie. Og der er ingen tvivl om, at vi skal se mere til hinanden. Til trods for den geografiske afstand, så virker det som, at vi begge synes, der skal koges mere supppe på projektet. Dejligt, at der er enighed om den sag. Og dejligt, at der er andre end mig, der tør tage en geografisk udfordring op for eventyrets skyld. Date nummer 3 kommer til at foregå hos mig - og det er så også 3. by, vi mødes i. Er der nogen forslag til by nr. 4 til date nr. 4? :-)

Nå, men jeg må tilbage til min blog-pause. Virkeligheden venter.

På vej mod sommerferie - med bare fødder, glorie og blogaward

2010-07-16T01:56:00.001+02:00

Jeg står lige på tærsklen til min sommerferie - kan se den forude, men er ikke blevet sluppet løs i det forjættede sommerland endnu. Men det er i morgen eftermiddag, at det sker. Og lørdag formiddag tager jeg toget mod nye horisonter.

Ja ok, faktisk er feriens første horisonter så overhovedet ikke nye, men det lød da så smukt og poetisk, ik? :-) Jeg skal nemlig 'bare' starte ferien med familiebesøg i min barndomsby, som ligger sådan ca. 3 timers togkørsel herfra - mod øst. Men ugen efter går det til gengæld for alvor løs mod nye horisonter, der ligger ca. 3 timers flyrejse herfra - mod syd. Lur mig om ikke, at der nok skal komme yderligere info om det på et andet tidspunkt.

Jeg har haft en god uge på mit job. Omend den er foregået i slowmotion. Det er selvfølgelig kedeligt at sidde og svede blandt omkring kun 25-30 personer i en stor kontorvirksomhed, hvor der dagligt er plads til ca. 500 travle medarbejdere fordelt på 3 etager, og hvor man i disse dage uden konsekvenser kan løbe rundt på gangene og slå vejrmøller og/eller spille minigolf, hvis man har lyst. Det har jeg dog ikke haft, men til gengæld er det lidt sjovt, at dem, man møder rundt omkring på de mennesketomme fællesarealer, tilsyneladende alle har smidt skoene og tuller rundt på bare fødder. Det er i hvert fald ikke noget, man ser til daglig. Jeg prøvede det også selv idag. Jeg går altid med 'kontorsko' med lidt hæl, som man klaprer rundt i på de lakerede trægulve, så man kan høres i lang tid, før man ankommer. En af mine tidligere kærester kaldte mine favoritkontorsko for mine 'myndighedssko', fordi jeg altid blev lidt mere alvorlig, når jeg fik dem på. Men det var rigtig hyggeligt at være barfodet og sommercasual idag. Jeg mødte så på et tidspunkt en af kontorcheferne ved en kaffeautomat - han var ubarberet og i shorts. Lidt sjove antropologiske observationer man kan gøre sig, når temperaturen stiger, og folk allerede mentalt er stukket af på ferie.

Og så fik jeg stor ros af chefen, inden han gik på ferie. Han synes, at min værdi for afdelingen er stor, at det virker som om, at jeg trives, eftersom jeg fortsat yder en stor og motiveret indsats i det daglige, og så får jeg ros af samarbejdspartnere og kunder. Det sidste blev jeg virkelig oprigtig glad for. Jeg fik nemlig tilmed en mail fra en af de faste kunder, der ønskede mig god ferie fra næste uge, og han ville bare lige sige, at han fortsat var rigtig glad for vores samarbejde, fordi jeg er så imødekommende og hjælpsom. Weee - puds lige min glorie - nej, det har jeg så allerede selv gjort, så den skinner nu mere end selveste solen.

Og så er der Den Københavnske Storkunde-Repræsentant, som I jo efterhånden ikke gider høre mere om, fordi der ikke sker noget rigtig action efter stadigvæk kun den første date. Men det gør der så lidt alligevel, synes jeg. I hvert fald på det mentale plan. Jeg synes, den tid vi har brugt på mange sms'er og et par timelange telefonsamtaler om alt og intet har været rigtig hyggelig og givende på et plan, hvor jeg nu med sikkerhed kan sige, at jeg virkelig har lyst til at se ham igen, og at det virker som om, at vi er meget på bølgelængde. I hvert fald har han udvist en interesse og en tålmodighed, som jeg synes er virkelig flot. Jeg er stadigvæk temmelig imponeret over, at han sendte mig en fin lille gave, og at han virkelig gør så meget for at få min opmærksomhed - vel vidende, at vi bor i hver vores landsdel, og at man ikke bare kan smutte forbi hinanden spontant. Men han gør mig glad i min dagligdag, selvom det hele som sagt stadigvæk er temmelig teoretisk. Til gengæld har vi nu aftalt, hvornår jeg tager over og besøger ham - i et par dage, lader det til. Når allerførste date varede i 8 timer, så kan anden date jo ikke vare i kortere tid.

Sidst, men ikke mindst, skal det da absolut også nævnes, at jeg har fået en blogaward, som man kan se her, hvor hun selv takker for sin egen. Eller det er jo en stafet, og jeg har en fornemmelse af, at alle får den på et eller andet tidspunkt, medmindre man gemmer sig godt og grundigt. Men ikke desto mindre, så er jeg da rigtig glad for de pæne ord, der fulgte med fra giveren, Little Miss Phoenix. Jeg blev rigtig glad for at høre, at jeg kan fornøje nogen. Af hjertet tak.

De 'stafet-opgaver', der følger med til min blogaward, skal jeg også nok vende tilbage til og få gennemført på et tidspunkt - det lover jeg.

Bræk og brok

2010-07-13T00:24:00.001+02:00

Ja, det er altså ikke, fordi jeg er flygtet fra min blog uden at sige farvel. Og jeg holder heller ikke sommerlukket endnu, for jeg er desværre ikke blevet beriget med min sommerferie endnu.

Men som bekendt er det møgvarmt hele tiden - både på kontoret og herhjemme - så når man både koger om dagen og om aftenen, så springer ordene desværre ikke bare ud af sig selv.

Jeg har da ellers oplevet mange småting, der kunne kommenteres her. Og set mange små sjove syn på min vej. Og f.eks. haft anledning til at huse en frygtelig omgang tømmermænd igår, hvor jeg ellers i sidste uge troede, at jeg kunne få lavet et af de lange søndagsindlæg med masser af analyserende tanker. Men næ nej, sådan skulle det ikke gå, for jeg måtte ligge brak midt i den kvælende sommerhede og mindes en nat med hovedet i tønden, hvor jeg bl.a. genså en ellers dejlig flaske Chardonnay og de altid fabulous Strawberry Daiquiries på en helt utrolig uspændende måde. Faktisk på en måde, som jeg slet ikke har lyst til at beskrive på min ellers så 'pæne' blog, men her i sommerferien er der nok ikke så mange, der gider læse med alligevel, og så kan jeg jo godt fortælle de forhåbentlig meget få ej ferieramte læsere, at jeg blev nødt til at spule hele toilettet med bruseren, eftersom kaskader af den sidst konsumerede jordbærdrink ikke just landede så nydeligt, hvor den burde...! Jeg tænkte lidt over, at det nok ca. var sådan, det ville have set ud i havneområdet, hvis de virkelig havde haft smidt en lille bombe ned i Vejle-hvalens åndehul for at aflive den hurtigt, som der på et tidspunkt havde været diskussion om.

Nogen gange undrer det mig, at jeg stadigvæk synes, at Strawberry Daiquiries er så fantastiske, når jeg faktisk altid ender med at gense dem på denne højst ubekvemme og meget lidt eksklusive måde... For mange år siden, da Absolut Vodka kom ud med deres solbærversion, Kurant, der fandt jeg også ud af, at det snyder helvedes meget, eftersom det er en fin og farveløs substans, når man indtager det, men når det kommer op igen, så tror man, at man er ved at kaste sine indvolde op, for så har det pludselig fået den farve, som sådan nogen solbærs safter nu engang har... Vild magi. Men det stads har jeg da formået at holde mig væk fra siden.

Enough said. Jeg overlevede en hel dags voldsomme tømmermænd. Jeg overlevede for at gå på arbejde endnu en uge i en mennesketom virksomhed, hvor man så kan sidde i heden og drømme om den ferie, som alle andre har været på i flere uger. Men så ligger min ferie til gengæld sådan, så jeg kommer tilbage midt i, at alting er på fuldt drøn igen, så man bliver kastet ind i det vilde kaos fra Dag 1 - og ikke har mulighed for at synke sine oplevelser, før man igen er igang med en arbejdsuge med overarbejde.

Og så synes jeg i øvrigt, det er lidt snyd, at folkeskolelærere, gymnasielærere og andre undervisere har mere end de 3 ugers sommerferie, som vi i de private virksomheder har. Jeg er fuldstændig ligeglad med, at de siger, at de også skal lave elevplaner om aftenen og snakke med forældre, der ringer og spørger, hvad eleverne har for, eller hvorfor deres forkælede møgunge ikke fik en højere karakter i seneste prøve. De ansatte i undervisningsverdenen HAR altså flere ferier og arbejder mindre i sidste ende. Vi andre arbejder også hjemme om aftenen i perioder og skal også til tider undervise/instruere folk i, hvordan ting skal gøres, og vores tid er også knap i det daglige og med deadlines, som vi ikke selv har sat. Men vi har stadigvæk kun 3 ugers sommerferie og er ikke nødvendigvis garanteret en efterårsferie eller en vinterferie, bare fordi kalenderen siger, at det er ferietid. Og så har jeg ovenikøbet erfaret, at de offentligt ansatte nu også har fået adgang til de organiserede rabatordninger, der ellers var en del af den fryns, man havde som privat ansat i store virksomheder - hmf. Og så klager de over, at de har for få kaffepauser...

Ja, der er så meget, der er uretfærdigt, men heldigvis så er der nu kun 4 arbejdsdage tilbage til min ferie. Og Den Københavnske Storkunde-Repræsentant er stadigvæk sød og venter stadigvæk tålmodigt på, at jeg får tid til at tage over og besøge ham i starten af august. Nu er det 5 uger siden vores date i Odense, og flirten lever tilsyneladende endnu. Han synes nemlig stadigvæk, at jeg er smuk og spændende. Nok meget godt, at jeg ikke har fortalt ham detaljer om Det Store Røde Brækshow ude på mit badeværelse lørdag nat...

Go petite

2010-07-04T23:35:00.000+02:00

Jeg elsker alle fødevareprodukter, der er specialfremstillet i mini-udgaver - jeg nævner i flæng:

Mini skildpadder
Mini isvafler og f.eks. Magnum is i mini udgaver
Polet lakridser i mini Gajol-udgave
Lemon squares, der vel nærmest er citron halvmåner i mini udgaver til café latte generationen

og idag har jeg fundet MINI KAMMERJUNKERE. Meget fin produktudvikling af et produkt, der ellers ikke er meget nyskabning i - man kan jo ikke forestille sig kammerjunkere med andre smagsvarianter.

Dagens post

2010-07-03T01:51:00.001+02:00

Gennem det seneste døgn er der sket forfærdelig mange hyggelige og spændende ting. Det har nærmest været et helt døgn med den ene optur efter den anden. (Bortset fra arbejdet, der foregår lidt i slow motion for tiden pga varmen og feriestilheden rundt omkring på gangene.)

Ligenu er jeg sjovt nok på een gang både enormt træt og enormt overgearet og orker ikke at beskrive alle opturene i detaljer, men vil blot nævne dagens største overraskelse: Dagens post.

I postkassen lå der 3 ting:

En pakke med mine støvsugerposer (ser helt rigtige ud - hurra)
Et brev fra ejendomsadministrationen
En mystisk flad æske

Brevet fra ejendomsadministrationen indeholdte en besked om, at jeg ville få ca. 1200 kr tilbage i forudbetalt á conto ang. varme og havde haft et overforbrug på hele 20,49 kr i vand. Dejligt brev.

Men så var der den mystiske flade æske, der viste sig at være fra 'Den Københavnske Storkunde-Repræsentant'... Og kan vel nærmest kategoriseres som fanpost...?

Manden har søgt på mit uhemmelige telefonnummer og har fundet min adresse. Været på posthuset for at købe en lille æske og betale for porto. Og har fyldt 4 små indkøbte poser M&M's i æsken, samt håndskrevet et postkort med teksten:

Hey smukke
Intet siger 'Merci, fordi du er til', som en gang M&M's.
Håber virkelig, at vi snart kan mødes igen.

Ej, hvor er det bare sødt af ham! Jeg blev helt rørt ind i mit hjerte og meget glad. En lille pakke til mig - med noget, jeg ikke selv har bestilt og betalt for. Tilsendt af en voksen mand, der kun har set mig een eneste gang, men til gengæld i 8 timer i en fremmed by. Det er lige før, jeg ikke helt tror på, at det er rigtigt, men jeg har spist den ene pose, og de virkede meget ægte :-)

De besværlige tal

2010-07-01T00:42:00.000+02:00

Som jeg har omtalt før, så er jeg ikke den store tal-haj - faktisk så tror jeg, at jeg er lidt talblind. Når jeg en sjælden gang modtager et oldschool giroindbetalingskort, som jeg skal betale over netbank, så bliver jeg altid nødt til at gribe til kuglepennen og sætte nogen lodrette streger ved hvert 2. tal for bedre at kunne se, hvad der står, når de 15 tal skal tastes ind. Eller det har nok mere med mit dårlige syn at gøre? I hvert fald er det da noget nemmere at få tastet tallene fra Dankortet ind, når man køber noget via nettet, eftersom de 16 tal er adskilt efter hvert 4. tal.

Lister af tal er jeg heller ikke så vild med, men prøver at leve lykkeligt med dem, eftersom der i mit job indgår masser af Excel-ark og tal og bogstaver i endeløse rækker og kolonner. Jeg bliver altid såååå søvniiiiig, når der skal oprettes/tjekkes/tilpasses noget i Excel. Så sidder man der og scroller til siden og ned og op - og ned igen - og op igen - og igen fra den ene side til den anden - og prøver at finde frem til fejl og mangler og/eller løse diverse fejl og mangler. Faktisk så tror jeg, at man med fordel kunne benytte sig af at visualisere et Excel-ark, hvis man har svært ved at sove - og så tælle Excel-celler i stedet for får - vandret: A1, B1, C1... og så bliver det jo allerede sjovere og mere udfordrende ved Z1, hvor man dernæst springer over til AA1, AB1...

Under den store rengøringssucces mandag aften skiftede jeg støvsugerpose lige inden den store kamp mod de store hårmængder på gulvet og konstaterede, at jeg tog den sidste støvsugerpose fra æsken. Her til aften besluttede jeg mig så for at bestille en ny æske støvsugerposer for at have nogen på lager. Jeg er åbenbart ret længe om at bruge 5 støvsugerposer, så jeg havde lykkeligt glemt alt om køb af dem, men kunne blot huske, at jeg sidste gang bestilte nogen på nettet, da der findes netbutikker, der åbenbart udelukkende specialiserer sig i den slags. Så jeg hentede den gamle æske og slog op på den pågældende hjemmeside.

Men køb af støvsugerposer skal man åbenbart ikke spøge med - heller ikke selvom man allerede har en gammel æske, hvor der tydeligt står angivet i et hjørne, at man skal gå efter koden BS7 - og heller ikke selvom man kan se, at der på forsiden af ens støvsuger står, at modellen hedder Siemens Super 711. Øv, hvor findes der bare mange slags støvsugerposer - og man kan jo ikke gå efter udseende og vælge sig frem til nogen, der ligner dem, som man allerede har i forvejen, for de ligner hinanden allesammen. Så jeg blev tvunget til at sammenligne tal i lister, hvor jeg måtte kigge frem og tilbage på den gamle æske og i listerne for at finde nogen, der lignede lidt. For der stod jo hverken BS7 eller Super 711 i nogen af posebeskrivelserne, selvom det virkede som det mest oplagte at gå efter - se selv her:

Siemens Type D E F G H Støvsugerposer - Super E/S/XS/XXS/M/XL
Passer til:
SIEMENS: Super E/S/XS/XXS/M/XL,
Dino
Modern Art
Silver Classic
Silver Soft
Rapid
VS10000 til VS10999
VS50000 til VS59999
VS60000 til VS69999
VS62A99
VS63A01 til VS63A06
VS63A08 til VS63A09
VS70000, VS71999
VS70A00 til VS79A99
VS700B00 til VS79B99
VS32A00 til VS33A99
VS32B00, VS33B99
VS42A00 til VS44A99
VS42B00 til VS44B99
VS50A00 til VS59A99
VS50B00 til VS59B99
VS50C00 til VS59C99
VC50D00 til VS50D99
VS 50E00 til VS 50E99
VS 50KA000 til VS 50KA999
VS63A00
VS50C00 til VS59C99
VS 50D00 til VS 50D99
VS 50E00 til VS50E99
VS 50KA000 til VS 50KA999
VS63A00 til VS63A99
VS70C00 til VS79C99
VS70D00 til VS79D99
VS70D00 til VS79D99
VS90A00 til VS99A99
VS04G0000 til VC 04G9999
VS 06G0000 til 06G9999
VS06 SYNCROPOWER
VC 07G0000 til VS07G9999
VS92A2000
VSZ4000 til VSZ4999
VZ51 AEG til VZ G 43/44

VS + noget? Det står der altså ikke nogen steder på støvsugeren. Men overskriften på dette produkt passede til overskriften på den gamle æske med støvsugerposer, så jeg tog chancen og bestilte dem - omend med nogen skepsis ang. udfaldet.

Mvh, den forvirrede.

Jeg føler mig meget voksen, når...

2010-06-28T23:19:00.000+02:00

... jeg en helt almindelig mandag aften pludselig føler en voldsom og overskudsagtig trang til at gøre hovedrent på badeværelset kl. 20.30-22.30.... Komplet med støvsugning, kalkfjerning, toiletskrubning, fliseafvaskning, persienneaftørring, gulvvask, afløbsrens, spejlpudsning, oprydning/opfyldning i produkter, håndklædeskift og badeforhængsskift!

Eller den store rengøringsiver skyldes så, at jeg har været lidt for doven og haft lidt for travlt med at hygge mig og have aftaler udenfor hjemmet den seneste uge (det er også alt det der Sct. Hans og fodboldhygge hele tiden), plus været på miniferie hele weekenden, så rengøringslisten var blevet temmelig lang og deadline overskredet i væsentlig grad.

Men i hvert fald følte jeg mig helt ekstremt voksen, da jeg først støvsugede badeværelsesgulvet for lange, tykke, løse hår. Og dernæst rensede afløbet i brusenichen for store klumper af lange, tykke, løse hår, der nærmest lignede (og lugtede som) en familie af døde rotter. For tilsidst at rense afløbet i vasken for lange, tykke, løse hår. Føj, føj, føj... Det er altså ikke pigearbejde, synes jeg... Det er godt nok en stor glæde hver dag, at have langt hår, men når man skal rydde op ang. noget, man overhovedet ikke er herre over selv, fordi man åbenbart altid er i 'fældningsperiode', så tuder man ret meget indeni, mens det står på.

Det blev også en lidt komisk affære, fordi jeg hørte musik på min dejlige badeværelsesradio, og de valgte så at spille min hadesang midt i det hele, og jeg kunne ikke rigtigt blive enig med mig selv, om aggressionen kunne bruges fornuftigt til at skabe endnu mere knofedt under rengøringen, eller om det fik mig til at få endnu mere ondt af mig selv.

Men nu er der rent og dejligt - og jeg kan nyde et hårklumpefrit badeværelsesmiljø i morgen tidlig - lige indtil jeg begynder hårvask, hårbørstning og hårtørring påny...

Tanker 2 uger efter Odense

2010-06-21T00:04:00.000+02:00

Efter min date i Odense med Den Københavnske Storkunde-Repræsentant for to uger siden, så har jeg gået i lang tid og spekuleret over, hvad jeg nu skulle gøre ved det. Det er jo et faktum, at daten gik helt utrolig godt og var måske aktivitetsmæssigt den bedste 'first date', jeg nogensinde har været på.

Jeg har som tidligere nævnt haft min del af underlige dates, som selvfølgelig bagefter er rigtig sjove/gode/triste historier at mindes set i lyset af de efterfølgende omstændigheder. F.eks. 'stjal' jeg engang en fyr ud fra en venindes MSN - for mange år siden, hvor jeg overnattede hos veninden og ikke kunne sove, så jeg lånte hendes computer, der startede MSN op automatisk, hvorefter ham fyren begyndte at skrive. Jeg fortalte så med det samme, at jeg ikke var veninden, men vi skrev så sammen i mange timer den nat, hvorefter vi efterfølgende bevarede kontakten og var på små dates hos hinanden. Hjemme hos ham var jeg dødforkølet og drak en kop te, mens jeg 'beundrede' hans meget store samling af Sci Fi-litteratur. Hjemme hos mig serverede jeg frokost, og så spillede vi Backgammon. Vi spillede 3 spil, som jeg vandt alle 3, hvorefter han blev rasende og forlod mig og daten i vrede, som den utrolig dårlige taber, han åbenbart var. Men det var et rigtig skidt tidspunkt for mig at begynde at lære nogen at kende, for jeg var midt i en eksamensperiode, hvor jeg her flere år efter har tænkt, at jeg både var stresset og deprimeret uden rigtigt at vide det. Så derfor blev jeg åbenbart så påvirket af hele situationen med ham, at jeg gav mig til at skrive et 4 A4-siders langt brev med alle mulige ting, jeg nu overhovedet ikke kan huske, hvad var. Bortset fra, at jeg blev meget fornærmet over, at han forlod mig på den måde. Jeg kan faktisk overhovedet ikke huske, om det var håndskrevet, eller skrevet på computer og derefter slettet - bare at det fyldte 4 lange sider. Og selvfølgelig skulle jeg ikke have sendt ham det brev - men det gjorde jeg... Jeg fik et meget kort ikke-svar tilbage, og derefter fulgte et mindre trekantsdrama mellem mig, veninden og ham. Og så endte det med, at jeg heldigvis beholdte veninden, men at vi begge stoppede al kommunikation med ham. Og efterfølgende kan man kun sukke lidt opgivende over den hændelse, som helt sikkert påvirkede mig mere end ham. Men jeg har også en helt underlig evne til at huske alle navne og mange andre detaljer på de drenge/fyre/mænd, der har passeret gennem mit liv - selv ganske flygtige bekendtskaber kan jeg genkalde fulde navne på. Det er f.eks. lidt skræmmende, at jeg kan sidde og komme i tanke om navnet på en fyr, jeg har kysset med i byen i gymnasietiden, hvor jeg faktisk også var fuld, og det var kun et godnatkys, hvor der godt nok blev udvekslet telefonnumre, men jeg så ham aldrig igen derefter.

Nå, tilbage til nutiden. Det er nu 2 uger siden, at jeg mødte Storkunde-Repræsentanten, og vi har stadigvæk kontakt. Et par dage efter fik vi jo sms'et lidt frem og tilbage om, hvorfor der ikke skete noget som helst fysisk på daten, når det nu var så lang og hyggelig en date i dejlige omgivelser. Og vi er kommet frem til, at vi bare ikke kunne læse hinanden, og det sker jo ofte, når man kun har været sammen i kort tid. Og der var helt sikkert ikke i forvejen lagt op til, at daten skulle være andet end et møde mellem to mennesker, der godt kunne tænke sig at se hinanden lidt an. Men vores kontakt er som sagt ikke fadet ud og er blevet ved med at være der. Vi har dels skrevet personligt til hinanden, men i og med, at han jo er kunde hos os, så har vi også skrevet og talt sammen om faglige ting omkring det produkt, som hans firma aftager hos os. Ind imellem tænker jeg, at han er utrolig heldig sådan at få gratis og meget personlig rådgivning omkring produktet, men eftersom han er meget flink og ordentlig, så ved jeg, at han ikke udnytter mig på det område. Der har dog været et enkelt tilfælde, hvor jeg ikke ville svare ham, og henviste ham til hans rigtige kontaktperson hos os, så det er alligevel lidt en sjov balancegang mellem arbejde og fornøjelse. Og det er også det, der gør bekendtskabet sjovt.

Men jeg er så flere gange blevet enig med mig selv om, at jeg på et tidspunkt vil tage til Kbh og besøge ham. Men har alligevel ikke rigtigt sat et kryds i kalenderen endnu. Jeg skal en masse ting i den næste måneds tid, hvor det også går hen og bliver juli og travl sommerferietid med rejseplaner og diverse. Til gengæld virker det til, at han har masser af tid, har ikke planlagt sin ferie endnu og har oven i købet sagt, at han vil gøre plads til mig i kalenderen, hvis jeg beslutter mig for at dukke op. I det hele taget virker han enormt interesseret i mig, er helt igennem flink og meget nede på jorden og virker som 'et godt bekendtskab'. Vi har jo i hvert fald bevist, at vi sagtens kan få 8 timer til at gå med at hygge os sammen og stort set ikke lave andet end at slappe af og samtale. Jeg burde vel bare slå til med det samme. Eller?

Men jeg er bare alligevel ikke helt overbevist. Det er dyrt, tidskrævende og besværligt at have et 'bekendtskab' i Kbh, når man bor i Århus. Det ved jeg, fordi jeg faktisk har prøvet det flere gange. Jeg har jo forlængst opdaget, at der ikke er flere single-mænd på min alder i Århus-området - i hvert fald ikke nogen, der er ledige, ikke er desperate efter hus på landet efter meget kort tid og/eller ikke er utrolig besværlige i længden. Og så har jeg aldrig været bange for den udfordring, der ligger i, at man ikke bor i samme by. Geografi er sgu en dårlig undskyldning for ikke at udforske en mulighed, synes jeg. Faktisk synes jeg, det er sjovere og rarere at møde nogen fra en anden by, end ens egen. Fordi, hvis det pludselig går hen og bliver underligt og ubehageligt, og man stopper med at se hinanden, så møder man ikke vedkommende helt uforvarende en lørdag formiddag, hvor man er ude og købe ind i gummistøvler og ikke har taget sit bedste ansigt på, og så slipper man også for at møde vedkommende i byen, mens han måske står og bager på et eller andet nyt fruentimmer. Eller man måske selv gør - altså ikke på et fruentimmer - oh you get the point.

Men geografisk udfordrende forhold tager selvfølgelig spontaniteten af et bekendtskab i og med, at man ikke kan ses i hverdagen pga arbejde, og at man skal være lige gode om at rydde kalenderen for hinanden, så man rent faktisk kan ses engang imellem.

Storkunde-Repræsentanten og jeg passer rigtig godt sammen mht. at ingen af os har lyst til at klæbe sammen som en stor klump tyggegummi. Vi har begge behov for store mængder alenetid og kan på nuværende tidspunkt ikke forestille os at bo sammen med en anden, fordi vi begge har været alene-boende i mange år. Desuden synes jeg også, det er dejligt at møde en, som man kan snakke fagligt sammen med - det har jeg faktisk aldrig prøvet før med nogen, jeg har datet eller været kærester med. Og så er der mange andre mindre områder, hvor jeg synes, vi passer sammen.

Men, der er flere men'er. Måske skyldes det hans voksne fremtoning. Normalt har jeg det med at falde for drengerøvene. Dem, der ikke har kappet navlestrengen til deres mor, hvor mors mening og kalender kommer i første række. Eller dem, der savner en substitut for deres mor, og bare venter på, at der kommer nogen og laver ordenligt mad og på andre måder gør mor-agtige ting for dem. Og de ting er jo bagsiden af medaljen, men drengerøvene er jo så charmerende og underholdende - for de forstår at holde kvinder glade og vil gøre alt for, at man ikke bliver sur. Især drengerøve med søstre er godt opdraget til at 'holde pigerne glade og tilfredse' ved hjælp af drenget charme og en god portion humor og gøgl.

Men Storkunde-Repræsentanten er ikke en drengerøv - han er en voksen mand på 39, der hviler meget i sig selv og har et godt hjerte - og begyndende skaldethed på issen - og måske også lidt begyndende topmave. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg tænder på ham fysisk. Hvilket jo også er lidt det, der er problemet i forhold til, at jeg ikke bare springer på det næste tog i næste weekend. For gider man bruge mange penge og en hel weekend på at finde ud af, at man simpelthen ikke tænder fysisk på ham, fordi der er for lidt drengerøv over ham, fordi han er for voksen? Men på nuværende tidspunkt kan jeg jo ikke vide, om han kysser fantastisk, om han nusser fantastisk på ryggen, eller om han bare i det hele taget gør fantastiske ting ved mig.
Jeg er ikke så høj, og jeg ligner i det hele taget ikke den alder, jeg har. Jeg bliver altid tippet minimum 5 år yngre, end jeg er, og derfor har jeg stort set altid været sammen med yngre fyre - på min egen alder eller under. Den voksne, seriøse og modne mand er helt klart et uudforsket kapitel for mig.
Faktisk tror jeg lidt, at ham her kunne være den, som min mor ville synes, jeg burde satse på. En voksen mand, der har styr på sit job og sit liv. Men måske er han for kedelig til mig i længden?

Så nu befinder jeg mig igen i et af de dilemmaer, som jeg ofte har: Skal jeg afslutte sagen, eller skal jeg gå lidt ikke-helhjertet ind i sagen og se, hvad der sker. Det er igen mig, der har serve-retten. Modstanderen venter lige derovre - skal jeg opgive og sige, at jeg ikke er interesseret i denne kamp, inden den er gået helt igang, og så finde en ny kamp, eller skal jeg gøre mig en anstrengelse i den nuværende kamp og se, hvor bolden lander?

Hvor single er man så...

2010-06-18T00:30:00.000+02:00

... når man synes, det er lidt hyggeligt, at der pludselig er en lille eddderkop, der vælger at fire sig ned fra loftet i dens silketråd og lande på sofaens ryg ved siden af mig?

Igår var det ydermere hyggeligt, da en anden (går jeg ud fra) firede sig ned lige oven i mit strygebræt, mens jeg stod og strøg.

Jeg har aldrig været bange for edderkopper, selvom jeg måske til tider har været lidt mere skeptisk overfor dem, end jeg er nu. De må gerne komme og gå, som det passer dem, og jeg gør dem ingenting. Men jeg synes, det er ulækkert, når de efterlader rester af halvspiste fluer i deres spind. Men det lader heldigvis ikke til, at det er sæson for den slags nu.

Nej, nej og atter nej...

2010-06-15T21:13:00.000+02:00

Jeg hader jo som bekendt Sys Bjerre - og jeg hader hendes seneste nummer. Og det kan jeg så gøre i fred og fordragelighed, bortset fra, at andre blogger-kolleger straks begynder at hylde hende andre steder, så snart man vender ryggen til.... Argh...

Men ved I hvad? Nu er der jo det ved det, at jeg virkelig er meget glad for alt, hvad der bliver serveret af Nik og Jay. Og som jeg tidligere har beskrevet og også senere har tænkt mig at beskrive, så er det virkelig en stor fest at være til deres koncerter.

MEN her til aften har de så åbenbart lige sluppet den her løs med kærlig hilsen til deres fans - og nu er det simpelthen lige før, at jeg begynder at tude af arrigskab og frustration over at holde med nogen, der kan finde på at blande en fest med noget så stygt, som en lille grim tøs med en ækel stemme - SNØFT!

Please, oh please, vil I ikke godt holde hende væk fra jeres koncerter i al evighed???

Nu tror jeg, at jeg vil læse noget faglitteratur, så jeg kan komme lidt ned på jorden igen efter det chok... :-(

Det er en smuk aften, fordi...

2010-06-14T21:05:00.000+02:00

... jeg næsten ikke har sovet i nat pga noget med jobbet, som jeg bekymrede mig om, men som så alligevel gik i orden tilsidst, hvilket giver ny gejst og glæde

... det har været en god dag med hyggelig stemning og et meget roligt arbejdsmiljø - jævnfør fodboldkamp og dertil hørende masseudvandring omkring kl. 12.30, fra en virksomhed, der normalt summer af liv

... jeg har fået vasket tøj i weekenden og dermed ikke behøver bekymre mig om vasketøj resten af ugen

... jeg har været oppe og handle og så en lille flok Roligans, der gik slukørede rundt - det var selvfølgelig sørgeligt med den tabte kamp, men de der triste Roligans så nu så søde ud, så jeg ikke kunne lade være med at smile

... fuglene kvidrer solen ned ude i baghaven og endnu en mandag er gået - men den blev alligevel meget anderledes end de fleste mandage, så det er da værd at huske på lidt endnu... :-)

Føler min forventningsfulde fredag

2010-06-12T01:28:00.000+02:00

Denne fredag aften er min, og min alene.

Efter en aktivitetsfyldt arbejdsuge nyder jeg min fredag aften i fulde drag. Jeg nyder, at jeg ikke skal tidligt op og på arbejde i morgen - og nyder, at jeg kan sidde i fred og ro og surfe lidt formålsløst rundt og passe mig selv, uden at skulle tage stilling til noget som helst.

I aften skal jeg ikke være noget for andre - jeg har jo hverken mand eller børn at tage mig af, så jeg kan gøre præcis, som jeg har lyst til. Jeg kan surfe uden at skulle bekymre mig over, at jeg kommer for sent i seng, spise chips og smaske lidt med vilje, slå en fredagsprut uden at tænke på at velopdragne prinsesser aldrig prutter, og jeg kan bruge tid på at fundere lidt over ugens samlede indhold - eller måske mangel på samme.

Men det bedste ved en fredag aften alene er, at der er tid og ro til at sidde og lægge planer for de kommende dage, hvor jeg skal have ordnet ting, der ikke blev gjort i ugens løb - og ikke mindst kan jeg lægge planer for aktiviteter med folk, jeg ikke har set i et stykke tid. Fredage er så sjældne, og jeg venter ofte længselsfuldt på dem, selvom jeg egentlig godt kan li de udfordringer, som hverdagen giver mig.

Nogle gange kan jeg faktisk godt vågne op i et lidt anderledes lunefuldt lørdagshumør, end jeg have regnet med - men i aften føler jeg min fantastiske forventningsfulde fredag.

Kom til mig, alle I øjenhypokondere...!

2010-06-10T23:42:00.000+02:00

Ja ja - kom I bare nærmere. Nu ikke så generte - kom nu tættere på... Det er nemlig åbenbart lige her, det sker!

Mit indlæg om mine genvordigheder med at blive lukket ind i de matematisk intelligentes dating-portal har affødt en mindre Google-storm på indlægget pga. overskriften. Af folk som åbenbart har problemer med alle mulige synsforstyrrelser i øjnene. Og det har gjort det pågældende indlæg til mit allermest læste nogensinde. Der er simpelthen ikke gået en eneste dag siden indlægget blev postet, uden at en ny person med øjenproblemer har været igang med Googleren.

Det skuffer mig alligevel lidt, at jeg har krænget min ærlige sjæl ud i diverse meget personlige og forholdsvise detaljerede historier, og så løber et indlæg med et simpelt sygdomssymptom med førstepladsen indenfor 'mest enkeltstående læste indlæg'. (Eller den statistik er nok ikke helt korrekt alligevel, da ens aller-allermest læste indlæg vel er det, der ligger forrest den dag, hvor allerflest har klikket sig ind på bloggen, hvis det dags-tal overstiger det antal af læsere på det enkeltstående indlæg.)

Men hvorom alting er, så er der indtil videre 37 personer, der har haft helt samme slags problemer med øjnene og har ramt min blog i forbindelse med den sag - så i virkeligheden burde jeg vel ikke klage, eftersom det er 37 ekstra læsere, der ikke ville have læst noget som helst hos mig, hvis det ikke lige har været fordi, de ikke gad at klikke sig ind på de dertil indrettede sygdomshjemmesider.

(Men er der så nogen af jer 37 tilbage som 'almindelige' læsere?) :-)

Travl weekend + mange løse tanker

2010-06-08T01:28:00.001+02:00

Puha, det har været en lang og hård weekend på det aftalemæssige område - og jeg har det sådan set meget fint med, at det har regnet hele dagen idag, for så har det været muligt at komme lidt ned i gear. Der er nu ikke noget så dejligt som at sidde indenfor og høre regnen sile ned udenfor. Jeg er lidt fan af regnvejr - altså så længe jeg ikke sidder på cyklen og lige har tørret hår og lige har lagt make up, for så at blive gennemblødt og helt ussel at se på, inden man nærmest kun når kvart på job. Men det skete heldigvis ikke idag.

Fredag arbejdede jeg længe, fordi jeg fik temmelig travlt på jobbet på et rigtig mærkeligt tidspunkt. Og lige bagefter havde jeg en spise-shoppedate med en veninde, eftersom der var åbent i alle butikker i Midtbyen til kl. 24. Det er sgu et godt koncept - jeg siger til Helvede med Lukkeloven og lad os kunne shoppe til kl. i hvert fald 22 hver den første fredag i måneden. Og ps - inden nogen brokker sig og bliver forargede, så vil jeg bare lige sige, at jeg skam så rigeligt har taget MIN tørn indenfor detailhandel og sene åbningstider, da jeg var studerende, så man skal ikke komme og sige, at det er synd for personalet - det er jo ikke de samme, der står der sent på hverdage og i weekenderne, som dem, der står der mellem 9 og 17. Det er selvfølgelig noget andet i dagligvarebutikkerne, hvor de små butikschefer knokler deres egne bagdele i laser fra tidligt til sent. Men det er nu dejligt med de mere fleksible åbningstider.

Lørdag var jeg jo i Odense på den helt store og lange date med Den Københavnske Storkunde-Repræsentant. Jeg forlod mit hjem kl 12.00 og var hjemme igen 12 timer efter igen, kl. 24. Selve daten varede fra kl. 14 til kl 22 - og vi var jo usædvanligt heldige med vejret, så alt foregik udendørs i hele datens varighed. (Ja altså heldigvis med undtagelse af toiletbesøg :-)) Så vi fik travet hele byen igennem, nød solens stråler i en park, snakkede en masse, spiste udendørs på restaurant, travede mere rundt ved park, skov og å, og tilsidst spiste vi is og så solen gå ned, før vi tog toget i hver vores retning - han mod øst og jeg mod vest.

Det var nu rigtig dejligt og en smule zen-agtigt at ligge og slikke sol i en park med en fremmed mand, som man er på blind date med. Man kan i hvert fald sige, at vi kom meget hurtigt over det akavede og bogstavelig talt helt ned på jorden sammen, da vi smed os på græsset og lå og snakkede sammen ved siden af hinanden midt i den odenseanske herlighed. Pauserne i samtalerne virker heller ikke så underlige, når man ligger der og bliver døsig af solens stråler og ikke føler, at man skal holde samtalen kørende med 100 km/t. Og vi blev hurtigt enige om, at det var dejligt at kunne være sammen og nyde nuet stille og roligt og have hele dagen foran os til det.

De fysiske rammer på daten var som sagt perfekte, og jeg kan stærkt anbefale Odense som dating-by. Der er det hele indenfor kort afstand - byliv med caféer og restauranter, parker, sjove små gamle gader og flot vandkunst ved åen og skoven.

Søndag havde jeg igen en venindeaftale, hvor vi spiste frokost på en café ved åen, og der blev sladret i den helt store stil og rundet af med mere shopping - eller i hvert fald varebeskuelse, for der var ingen af os, der købte noget. Så nu også tak for søndagsåbent den første søndag i hver måned :-)

Søndag aften var jeg helt rundt på gulvet og kunne tydeligt mærke, at jeg måske havde fået lige lovlig mange aktiviteter presset ind i weekenden - og knap så meget tid til at få slappet af og bearbejdet de mange indtryk.

Tankerne om min lange date er selvfølgelig mange her efterfølgende - og alting er blevet vendt og drejet i min hjerne. Det hele gik jo rigtig rigtig godt, hvilket datens langstrakte varighed jo også indikerer, men det virkede alt i alt meget kammeratligt, selvom beskrivelsen af det hele virker meget romantisk, men det blev aldrig fysisk på nogen måde. Jeg havde hele tiden The City Girls nylige indlæg i tankerne om, hvornår man mon er kysbar - om det mon er på 1., 2. eller 3. date - samt alle de der lister fra andre bloggere om, hvis der ikke sker noget efter så og så lang tid, så sker det aldrig, osv osv osv. Helt åndssvagt at sidde og tænke på andre bloggeres dates, midt imens man er på sin egen, ha ha. Og det var da trods alt ikke på nogen måde første gang, at jeg har været på en blind date med en.

Her til aften tog jeg så konfrontationen omkring emnet over sms, da der ikke efterfølgende havde været nogen tilbagemeldinger fra Kbh på noget tidspunkt af nogen slags, og det er nu engang bedst at spørge direkte, så man rent faktisk får noget at vide. Og det var selvfølgelig det typiske med, at man ikke helt kunne tyde den andens signaler. Om aftenen sad jeg f.eks. med et tørklæde/sjal over skuldrene og pakkede mig ind i det, og det blev tydet som om, at jeg ikke ville have fysisk kontakt - men sandheden var, at jeg faktisk frøs, fordi aftensolen ikke længere varmede og var igang med at gå ned. Og tilsidst havde jeg kastet mig ind i et hurtigt farvelknus og var spænet ned til toget uden antydning af at ville kysse farvel, hvilket jeg så også fik lidt kritik for. Men jeg hader sådan noget offentligt kysseri, når man står og skal med toget, og jeg gider altså ikke give nogen et premiere-kys på en offentlig banegård, 5 minutter inden jeg skal med toget, så det var da rigtigt, at jeg ikke virkede interesseret i et farvelkys. Men der havde da været andre og mere oplagte muligheder tidligere på dagen, synes jeg. Sådan er der så meget.

Så alt i alt en meget begivenhedsrig weekend med megen socialitet og stof til eftertanke.

Husk nu på det igen og igen, Whitney...

2010-06-07T01:09:00.002+02:00

Jeg synes bestemt også, det er synd for Whitney.

Og jeg vil da 10 gange hellere høre Whitney synge moderat godt i forhold til hendes tidligere storhed, end høre Sys Bjerre synge om alle sine veninder... Jeg hader den virkelig - hader den, hader den, hader den - jeg vil næsten hellere spise en håndfuld hasselnødder og opleve en allergisk reaktion i mund, svælg og hals, end høre den om veninderne i dens fulde helhed igen. Nå, det er jo også min egen skyld - jeg kan jo bare lade være med at høre DR Boogieradio, som en anden teenager, og så høre P1, som de andre seriøse voksne mennesker over 30.

Tilbage til Whitney: Mit alltime favoritnummer med Whitney har en passage, som jeg håber, hun selv lytter til i disse for hende så trange tider:

[If I fail, if I succeed,
at least I live as I believe,
No matter what they take from me
they can't take away my dignity...]

The game is still on...

2010-06-05T02:35:00.001+02:00

... eller nærmere specifikt min date med Den Københavnske Storkunde-Repræsentant - øh i morgen.

Igår aftes fik vi bekræftet mundtligt for hinanden i telefonen, at det kommer til at foregå, og idag har jeg købt en togbillet på Hvileplads, så jeg kan sidde i fred og ro og psyke mig selv op på vejen til Odense. Byen, som ingen af os kender rigtigt, andet end som byen, man kører igennem, når man skal fra Sjælland til Jylland og omvendt. (Eller jeg har været der et par gange før, og egentlig så sent som sidste efterår på en slags weekend-date med en af mine tidligere kærester og på daværende tidspunkt 'friend with some, but no particularly special benefits', hvor det virkelig gik op for mig, at jeg kedede mig i hans selskab - men det har jeg ingen planer om at fortælle ham hersens om.)

Nej, faktisk er jeg lidt vild med Odense, som jeg synes, er en hyggelig lille by, hvor folk virker så positive. Og så er der sproget. Det er nu så nuttet med den fynske dialekt. Og selv kæmpestore overtrænede brød med psykopat-tatoveringer virker som små Påskelam, når de åbner deres kæfte, og der kommer fynskhed ud.

Det bliver rigtig spændende med den her date, og jeg synes vores fælles historie indtil videre har været så forrygende mærkelig, at det kun kan blive godt herfra. Han virker meget positiv og jordnær og er nem at snakke med. Og virker ikke til at være skræmt væk af, at jeg snakker en del og springer rundt i emnerne hele tiden. Og hvis vi ikke kan finde på noget personligt at snakke om live, såfremt alle emner nu er udtømte pga. den hyggelige telefonsnak, der har været indtil nu, så kan vi jo altid snakke fagligt om vores firmaers indbyrdes afhængighedsforhold, som ingen af os heldigvis er ansvarlige for. Og hvis vi skal spise sammen, så kan jeg bruge mit firmas charge card og påføre det som 'kundepleje' på min afregning... Not.

Anyway, jeg glæder mig og ser frem til den personlige udfordring, som sådan noget altid er. Nu spiller jeg i hvert fald min chance og tager det, som det kommer. Så må vi se, om Odense bliver 'vores' by.

Tilfredshed og kontrol

2010-06-02T01:16:00.001+02:00

Det er gået op for mig de seneste par dage, at jeg ikke har tænkt så meget på at fremstille helt personlige blogindlæg. Og jeg er kommet frem til, at det er fordi, jeg har haft det meget 'almindeligt' i en uges tid. Ingen store ups eller downs. Eller måske var de koncerter forrige weekend alligevel så store ups, at de har kunnet holde min optur i mere end en uge efterfølgende?

Jeg har tilmed ikke haft specielt travlt på mit job i den forgange uge, hvor jeg har kunnet arbejde lidt mindre end normalt for at spare lidt på krudtet til de perioder, hvor det igen eksploderer. Der er ingen, der har irriteret mig synderligt i arbejdslivet eller i det offentlige rum. Og jeg har heller ikke tåget rundt og lavet dumheder i et godt stykke tid.

De to 'udfordringer', som åbenbart har groet en slags permanent elastik/tynd navlestreng til mig, og stadigvæk engang imellem fra tid til anden prøver at gøre opmærksom på sig selv, er prellet af på mig igennem det seneste, og jeg har ikke fået dårlig samvittighed over, at jeg ikke har givet dem min tid. Eller jeg fik alligevel lidt dårlig samvittighed igår, da jeg i en mail midt i arbejdstiden vrissede af 'Stalkerknægten' over, at han igen havde været inde og lure på min dating-profil, der lever sit helt eget stille liv for tiden - og det så viste sig, at det var staklens fødselsdag... Heldigvis har han en stor familie, som kan opmuntre ham, når jeg igen og igen afviser ham. Hvis bare de ville fortælle ham, at han ikke skal forsøge at kontakte nogen igen, der nu har afvist ham løbende i over et halvt år...!

Men faktisk skyldes min tilfredshed i denne uge nok også, at jeg har taget kontrollen over 'Den Københavnske Storkunde-Repræsentant', der jo på mærkværdig vis pludselig fik forenet mit privatliv med mit arbejdsliv - og så alligevel ikke helt alligevel. Vi har haft noget utrolig fornuftig kommunikation sidenhen, hvor vi har snakket om, at det var ret skidt, at det hele foregik så hurtigt. At han skulle til det møde så kort tid efter vores indledende snak, så vi ikke havde fået skabt en ordentlig fortrolighed, som kunne bruges lidt mere fornuftigt, end til, at vi bare kunne fornemme hinandens tilstedeværelse igennem en lukket kontordør. Han kunne jo bare være blevet i byen længe nok til, at jeg kunne have hilst på ham efter arbejdstids ophør - men så langt tænkte ingen af os - igen fordi det hele foregik på så kort tid og under så vanvittige omstændigheder. Men den tåbelige historie har selvfølgelig efterfølgende skabt en vis portion nysgerrighed hos os begge, og jeg har så vist mig fra min mest handlekraftige side og bad i weekenden om hans telefonnummer, så jeg kunne ringe ham op, og vi kunne udveksle lidt snak. Dernæst har jeg bevaret kontrollen ved at foreslå en helt legal date i den kommende weekend - midt i Det Neutrale Ingenmandsland for københavneren og århusianeren - Odense... Den idé er faldet i god jord, og nu må vi se, om fortsættelsen på dette drama bliver en realitet. Nu har jeg i hvert fald gjort noget for at sagen ikke bare henlægges på den støvede hylde i forglemmelsens kartotek... :-)

Et kedeligt husmoder-spørgsmål...

2010-05-30T22:46:00.001+02:00

... til dem, der har opvaskemaskine:

Er det ok at bruge de billige tabs til opvaskemaskinen, eller er det et no-go?

Indtil videre har det været et no-go for mig, da jeg ikke gider ødelægge alle mine glas og mit pæne stål-bestik, men måske er det kun hysteri?

Nogen, der har eksperimenteret?

Et par tanker om musik-skriverierne her på bloggen

2010-05-30T21:55:00.000+02:00

Af en eller anden årsag, så er min blog blevet helt utrolig musik-fokuseret, hvilket jeg slet ikke havde regnet med, da jeg besluttede at springe ud som blogger, men det er bare sådan, det er blevet - midt imellem rodebunken med indlæg om mit håbløse dating-liv.

I vinterhalvåret har jeg slet ikke været til nogen koncerter overhovedet - sandsynligvis fordi det (åbenbart) ikke er sæson om vinteren i forhold til den slags musik, jeg hører. Men nok også fordi jeg går virkelig meget i biografen om vinteren og ikke tænker så meget på at gå ud i byen, når det er koldt og besværligt med store vinterfrakker og -støvler i forhold til resten af påklædningen, osv. Men det har godt nok boomet på koncert-området for mig inden for den seneste måned fra d. 17. april frem til 23. maj, hvor jeg har talt sammen, at jeg har været til hele 6 fulde koncerter - 3 af dem indendørs og 3 udendørs. Og godt nok, så har det været fordelt over kun 3 datoer, da de første 2 var sammen, så en solo og så de 3 udendørs sammen, men det er stadigvæk meget på en måneds tid, synes jeg, når der har været en lang periode med ingenting af den slags.

En enkelt af de indendørs koncerter har jeg slet ikke beskrevet, da den var ret så anderledes for mig, og jeg har talt vidt og bredt om den rundt omkring, så af ren og skær skræk for ikke at forblive anonym, hvis den også blev beskrevet på denne blog, så blev den censureret - men den foregik samme aften, hvor der også var koncerten med Burhan G/Joey Moe, og det hele endte med det her indlæg.

Men nu er der heller ikke flere koncerter i sigte lige foreløbigt, da jeg som tidligere nævnt ikke er til 'rigtige' festivals - der er ellers nok af dem i sommerens løb rundt omkring til de øl- og teltglade. Men det har godt nok været rigtig sjovt her i foråret og har samtidig fungeret som en slags undskyldning for at få hevet et par veninder ud på nogen festlige byture og til oplevelser, der ikke kun er foregået i hinandens hjem eller på rolige caféer.

Her tilsidst kan jeg fortælle, at jeg har haft en del Google-søgnings-hits på de musikere, der har været nævnt her på bloggen, og her for halvanden uges tid siden kom der et svar fra en anonym (men sandsynligvis 'en af dem selv') til et spørgsmål, jeg tidligere har stillet for næsten 2 måneder siden. Det overraskede mig ret meget, da det var et forholdsvis gammelt indlæg med en gruppe, der ikke ligefrem blev kendt af den brede befolkning, men jeg blev rigtig glad for svaret - se det her.

Følgende to personer har jeg set live 2 gange hver for sig i den seneste måned, både indendørs og udendørs, hvor de begge har sunget deres fælles nummer alene, men jeg har desværre endnu ikke oplevet dem sammen live på nummeret - men videoen er nu også rigtig flot:

Det stilfulde alternativ

2010-05-27T23:44:00.000+02:00

Når man er inde i en blog i Blogger, er der jo en funktion, der hedder 'Næste Blog', hvor man kan prøve lykken. Den trykkede jeg på en dag og fandt noget, som jeg synes er rigtig fint, og som jeg nu vil dele med jer - fordi indholdet er smukt og stilfuldt.

Det er ikke noget, der er sjovt på den sjove måde, det er heller ikke hjerteskærende kærlighedshistorier, eller politiske kommentarer, og sidst men ikke mindst så er det heller ikke fremvisning af mode eller babyer.

Men det er en blog tilhørende en professionel kvindelig fotograf, der specialiserer sig i dyrefotos. Og jeg er jo så glad for dyr, så jeg gerne donerer mine flaskepenge til dem... Eller - i hvert fald er jeg især glad for hunde i næsten alle afskygninger, og de hundeportrætter hun laver, de er så fulde af charme, så jeg hygger mig uendelig meget med at kigge på dem.

Dette er hendes blog - her

Og dette er hendes hjemmeside - her - tryk på 'Portfolio' for at kigge på hunde og katte i alle former. Hun er også glad for udsnit og billeder af kun haler. Der er også andre dyr - og børn, hvis det endelig skal være :-)

God fornøjelse...

I har vist mig, hvor regnbuen ender henne...

2010-05-24T23:55:00.012+02:00

Det er dagen derpå, og min krop føles gammel, men mit hjerte er let og sorgløst. Jeg var til det her på Tangkrogen i Århus igår med et rigtig fedt line-up. Nu har jeg fået ladet op til hverdagen igen, jeg har fået raset ud, min indre teenagepige har (igen) fået skreget og sunget, og ikke mindst fik jeg nydt solen og den friske luft med en veninde. Vi var ude i 10 timer, ankom kl. 14 og gik først, da sidste strofer blev spillet af Dizzy Mizz Lizzy kl. 23.45. Dejligt, at udendørssæsonen er startet, men man kan så sandelig godt mærke, at det ikke er sommer endnu! Faktisk havde vi både brug for solcreme og halstørklæde+vanter i tidsrummet fra eftermiddag og frem til midnat.

Og vi var faktisk helt igennem på vandvognen. Jeg har aldrig haft lyst til at drikke offentligt og udendørs ved højlys dag. De gange jeg har været på Grøn koncert og til diverse en-dags festivals som denne, har jeg aldrig drukket andet end vand og cola - af frygt for at blive dårlig for hurtig og langt fra mit hjem og min seng. Men derfor kan jeg skam så rigeligt godt finde ud af at gå amok og fyre den af. Og så må jeg erkende, at jeg faktisk aldrig har været på nogen festivals, hvor man skal overnatte - det er jeg simpelthen for magelig og forfængelig til. Og antisocial. Jeg har udstået min værnepligt ang. den slags, da jeg som lille var spejder og gik til ridning og var henholdsvis på spejderlejre og ridelejre, hvor man gik op og ned af de samme mennesker i en hel uge, var møgbeskidt og var ude både i sol og regn. Så ædru en-dags koncertarrangementer er det tætteste, jeg nu kommer på 'festival'.

Vi var til aktiv koncert foran scenen med Medina, Nik og Jay og Dizzy Mizz Lizzy. Sanne Salomonsen og TV2 blev nydt som pauseunderholdning på det grønne græs, mens vi hvilede ben og pustede ud.

Medina havde jeg jo set til indendørs koncert på Train, Store Bededag. Der fyrede hende og hendes crazy band den totalt af i noget, der udviklede sig til et raveparty - komplet med flourescerende lysshow og noget mystisk beklædning. Igår var det lidt anderledes, for solen bagte og hendes publikum på de første rækker foran scenen var lidt yngre. Men det hele var fint, og jeg kan rigtig godt li' hende og hendes musik. Jeg synes, hun er sej og virker meget sympatisk. Og så er hun pæn og smuk på en måde, der appellerer til både piger og fyre - i alle aldre.

Nik og Jay har jeg 'noget' med. Hvad det er, er jeg igang med at skrive et helt andet indlæg om, da det er lidt 'større' og lidt mere omfattende. Men for nu kan jeg bare sige, at jeg bliver SÅ glad, når de går på scenen og fyrer den af. De skuffer aldrig, det er altid fuldstændig vildt, publikum er altid glade og følelsen af en af deres koncerter sidder altid i mig længe efter. Jeg har været aktiv koncertgænger til deres koncerter i Århus og enkelte i Kbh gennem alle deres aktive år - og det har udviklet sig meget, må man sige. Fra at det kun var dem selv på diskotekerne, og de stod der med deres ultrabaggy pants og bandanas og kastede håndtegn og kun havde 5 numre, og hvor de kom ud og festede med publikum bagefter - og videre som jakkesætsbeklædte topdollar entertainers på kæmpe udendørskoncerter med fuldt band og 10 dansere - og med deres venner og brødre med rundt omkring som bodyguards og alt-mulig-mænd. Og i år er det blevet lidt mere elektronisk med Morten Breum med som DJ stjerne - og så den dejlige Burhan G med som det bløde indslag på et par numre. Det var intet mindre end helt fantastisk! I har en kæmpe plads i mit hjerte. Tak for det hele, drenge!

[Der står rockstar på min nummerplade, der er tusinder, der vil gi' mig dummeflade] Jay

Jeg vil ha' Burhan G for mig selv

Jay - Morten Breum - Nik

Dizzy Mizz Lizzy koncerten var den sidste koncert, og da vi stillede os op foran scenen var det helt tydeligt, at folk var virkelig forventningsfulde, for det er jo ikke ligefrem nogen, som man har kunnet opleve hvert år de seneste mange år. Jeg er som bekendt ikke den store rockchick, men der er ganske få acts, der kan få mig til at putte de store ørepropper i og stille mig op blandt de store vilde fyre og fyre den af - det er bl.a. DAD. Men Dizzy Mizz Lizzys debutalbum fra 1994 var vist den allerførste cd, jeg købte efter vinyl-LP'er og kassettebånd, og jeg har aldrig set dem live før, så det skulle naturligvis opleves. (I modsætning til dette, så kan jeg slet ikke holde Tim Christensen ud solo)

Og alle forventninger til Dizzys koncert blev indfriet. De var helt vilde, publikum var vilde, musikken var vild. Perfekt afrunding på en dejlig dag med mange oplevelser.

Når to sfærer mødes - eller næsten

2010-05-21T01:58:00.001+02:00

Jeg går faktisk temmelig meget op i film, et faktum, der overhovedet ikke er blevet berørt på denne blog af flere forskellige årsager. Bl.a. fordi jeg konstant plaprer løs til alt og alle om diverse film, som jeg har set, skal se eller ikke gider se, og dermed behøver jeg jo ikke et forum for den slags tanker, eftersom jeg allerede har luftet dem for alle, der gider lytte - samt også dem, der ikke gider lytte! Jeg har dog overvejet at starte en ikke-anonym blog op med mine egne film-kommentarer. Men den er jeg ikke kommet videre med, så det må være et projekt til næste vinterhalvår, hvor det er mere sæson for den slags.

Men en af mine favoritgenrer ang. film er, hvor plottet er virkelig godt planlagt i forhold til fortællerkronologien. Hvor man måske følger flere forskellige hovedpersoner, der så mødes glimtvis, eller har mødtes tidligere i livet, eller mødes først tilsidst mødes i et kæmpe brag - eller en kombi af disse 3 dele. Måske har man ikke set, at de pågældende personer ville få en anledning til at mødes, og derfor overraskes man i det moment. Eller måske har man ventet hele filmen igennem på, at 2 hovedpersoner mødes, og så går der et eller andet galt, så det slet ikke bliver det store brag, som man forventede. Eller også går der noget helt galt, så de aldrig mødes.

Jeg kommer tit ud for nogen oplevelser, hvor jeg tænker, at jeg er med i en film eller en tv-serie, hvor der sidder nogen og griner af mig et eller andet sted - eller at nogen sidder og planlægger mystiske ting, som jeg skal reagere på. Som en slags hybrid mellem drama og sitcom. Idag var en af de dage, hvor jeg følte, at nogen havde planlagt noget og kiggede med for at se, hvad der ville ske, når to personer måske eller måske ikke mødes...

I weekenden, hvor jeg som bekendt havde flere forskellige slags mærkelige kriser, der kom jeg på en dating-chat i kontakt med en fyr, som jeg fortsatte kontakten med på MSN. Det var faktisk utrolig hyggeligt og helt igennem sympatisk kommunikation helt nede på jorden. Fyren bor i Kbh, og det var der jo ikke noget vildt i, så vi så også hinandens profilbilleder på MSN, for det var der jo heller ikke noget galt i, når det hele var så stille og roligt. MEN pludselig tog den ene kommentar på bemærkelsesværdig vis den næste, og så fandt vi ud af, at vi har en fælles referenceramme gennem vores job - hans firma er nemlig kunde hos os. Storkunde...! Normalt sidder man jo ikke og udveksler virksomhedsnavne med fremmede mennesker, men af en eller anden årsag, så blev vi begge nødt til at afsløre os på det område. Og det hele eskalerede tilsidst i, at han fortalte, at han skulle på kundebesøg hos os - noget af tiden i min afdeling. Med en kollega, der sidder i kontoret liiige ved siden af mit.. Hvad er oddsne lige for den slags? Ikke særlig høje, når man aldrig plejer at udveksle den slags detaljerede oplysninger om sit job. Og i øvrigt ikke er en person, der farer rundt og møder kunder hele tiden - men for det meste kun holder mail- og telefonkontakt.

Mand, jeg fik en mindre blodprop og sved på overlæben... Et er, at man kan risikere at møde en kunde i byen, eller på et datingsite. Eller man kan risikere at møde en lokal storkunde-repræsentant i byen, hvor man måske er stangstiv, og spekulerer på, om man virkelig er nødt til at gå over og hilse på vedkommende, eller man bare kan slippe afsted med at vende sig om og lade som om, at man ikke har set vedkommende, og så trygle sit entourage om at gå et andet sted hen - hurtigt. Men noget andet er, at en storkunde-repræsentant fra kundens hovedkontor kommer på besøg i ens virksomhed - og man har siddet og chattet med vekommende i fritiden... Argh.... Så er det, at man skal prise sig lykkelig for, at man aldrig lyver om sig selv om hverken udseende eller arbejdsforhold, for så kunne man virkelig komme til at hive i land på en meget underlig måde!

Jeg har så været møghamrende nervøs i flere dage - eller nærmere hele ugen, siden vi fandt vores fælles faglige referanceramme her i weekenden. Jeg er SÅ SÅ SÅ evigt taknemmelig for, at jeg ikke har noget med den pågældende kunde at gøre!!! At jeg ikke skulle fremlægge noget for ham - eller gys - være den, der skulle sørge for det videre forløb. For så ville det blive endnu mere syret. Men stadigvæk - han kommenterede, at han håbede at få anledning til at hilse på mig og lige se mig hurtigt, for det kunne han godt tænke sig. Jeg har bare været SÅ tæt på at grave mig ned og melde mig syg. Idag. For det var der, mødet hos os skulle foregå. Men jeg har med vilje holdt mig langt væk fra min MSN siden starten af ugen, for jeg gad ikke at snakke mere med ham inden hans kundebesøg.

Jeg havde selvfølgelig tjekket min kollegas kalender og havde noteret mig tidspunktet for mødet. Inden han kom, sad jeg løbende og checkede uret, og da min kollega hentede ham, og de gik forbi mit kontor og ind på hans, sad jeg med bankende hjerte og overvejede, om jeg skulle gå hjem eller bare gemme mig under mit skrivebord. Da mødet var færdigt, kunne jeg høre min kollega stå og fortælle lidt ekstra og tage afsked med ham lige udenfor min dør, hvor der er sådan et fællesområde. Jeg må indrømme, at jeg også havde overvejet at have ærinder ved printeren eller ude på gangen på det tidspunkt, hvor mødet skulle foregå, men modet svigtede mig, og jeg klistrede mig til min computer bag en lukket dør. Og der var selvfølgelig ingen af mine kolleger, der var indviet i den noget specielle situation idag.

Efterfølgende har han skrevet kort til mig på mail, at han havde håbet at få set mig, og at han havde været rigtig nysgerrig. Men samtidig havde han også tidligere lovet mig at være diskret, så der havde simpelthen ikke været nogen reelle muligheder for, at vi kunne have hilst på hinanden, andet end hvis jeg havde opsøgt det.

Måske er det alligevel en lille smule fjollet, at jeg ikke havde mod til at 'blive set' alligevel, men sådan er det i de film, jeg er med i - heltinden er altid lidt genert og går aldrig direkte efter eventyret, før efter længere tids overvejelse. Og så er det måske for sent. Håber ikke, jeg har skuffet manuskriptforfatteren alt for meget - ellers kunne han godt lige have sendt en instruktør, så jeg kunne få lidt info og støtte undervejs. Men ellers var der da så rigeligt med drama.

Dagens Fund i Musikarkivet - 14

2010-05-18T01:16:00.001+02:00

Tja, mit koncept 'Dagens Fund i Musikarkivet' er vist gået hen og er blevet 'Månedens Fund', men jeg har 2 vinyl singler tilbage, og der er SÅ mange minder og SÅ mange historier tilknyttet disse to sidste, at jeg har haft svært ved at håndtere, hvordan jeg lige skulle gribe det an for at bevare min anonymitet all over, så de er blevet udskudt lidt, indtil jeg lige fik tænkt lidt mere over præsentationen af dem.

For hvis jeg først begynder at skrive stolpe op og stolpe ned om de oplevelser og de historier, der er tilknyttet de to meget sammenhængende størrelser, og nogen sidder med en vis mistanke til, hvad der gemmer sig bag mit blog-nick, så bliver de vist kun bekræftede om lidt. (Paranoia så det støjer, fuldstændig forrykt)

Men nu sker det - ganske vist Out of Season - men helt sikkert ikke out of my life and memories:

MC Einar - Jul det' cool - 1988

Jeg har brugt mange teenage-timer i sen 80'erne på at lære alle MC Einars tekster for at komme ind i varmen hos en af hans første og største fans, som var en fyr, som jeg var vild med på skolen. Men det lykkedes aldrig, fordi jeg var for genert, for 'langsom' og ikke særlig street.

Til gengæld har jeg så kunnet underholde alle venner og veninder, både dengang og sidenhen, med mine MC Einar-fremførelser, når der har været fester, og jeg har haft fået mig en tår over tørsten og blev forvandlet til en kvindelig MC Einar-oldschool-danskrap-maskine. Mand, hvor har de grinet af mig! Men teksterne vil altid hænge fast, og mit hjerte banker stadigvæk for danskrap.

I 2002 fik jeg muligheden for at se og møde MC Einar himself IRL, da han gav retro-koncert på Train her i Århus, sammen med Rockers By Choice i 2002 (ja, de er selvfølgelig på ventelisten som de sidste i kategorien vinyl-singler), og jeg fik hans autograf på et omslag til et kassettebånd med mit favorit-favorit-favorit MC Einar-nummer 'Panik', som var et nummer lavet til en AIDS-kampagne indeholdende den klassiske linje: 'Du er grim og stupid, så hva' mæ å skrid' - hvis jeg vil høre på et røvhul, kan jeg slå en skid'. En sætning, enhver kan få brug for på en bar :-)

Nattedyret

2010-05-17T00:02:00.000+02:00

Ja, det er så mig. Det ultimative B-menneske.

Jeg kommer for sent i seng hver eneste dag. Nej, hver ENESTE dag! Og hvert år til Nytår, så er mit nytårsforsæt at komme tidligere i seng, hvilket aldrig bliver overholdt - og jeg har skam anerkendt mit problem tidligere her på bloggen. Det var sjovt nok også en søndag aften.

Men hvis nogen sidder og tænker, at det nok er fordi, at jeg bor alene, og ikke har nogen kæreste til at sparke mig i seng, så er det faktisk heller ikke nogen hindring for det ultimative nattedyr. Jeg har nemlig boet sammen med en kæreste engang, og han var ved at gå fuldstændig bananas over, at det var så besværligt for mig at lægge mig til at sove inden kl. 24. For jeg kunne jo sagtens lokkes med i seng til diverse 'aktiviteter', det var slet ikke det. Men jeg kunne så godt finde på at stå op igen efter 'aktiviteterne', fordi der stadigvæk liiiige skulle nusses lidt mere rundt eller siddes lidt mere ved computeren, inden jeg kunne gå 'rigtigt' i seng.

Og hvem andre end nattedyret her har været igang med at lave kanelsnegle efter kl. 23? (Det var så stor en succes sidste gang, så det måtte prøves igen) Jeg sidder og venter på, at de hæver færdigt for 2. gang, og så kommer de direkte i fryseren efter bagningen. Så det er faktisk meget smart at lave dem så sent, for så har man ikke hele dagen til at gå og spise af dem.

I min lejligheds ordensreglement står der, at man ikke må larme efter kl. 23 og herunder indgår brug af løbende vand. Jeg håber ikke, det gør noget, at jeg bager kanelsnegle kl. 23.55...

Og så skal jeg jo også stryge mit tøj til i morgen. Så dermed bliver klokken igen mere end 0.30, før jeg ligger i min seng... Tsk, tsk.

Sidste år ved denne tid

2010-05-15T12:35:00.002+02:00

Sidste år ved denne tid – dagen efter Kr. Himmelfartsdag – der havde jeg en date. Her i Århus. Vi havde gjort alt det, som man i mine øjne skal, før man mødes på en blind date: Chattet lidt, udvekslet en masse sms’er og snakket et par gange sammen i tlf. Lært lidt om hinanden og fået pirret nysgerrigheden. Faktisk startede det lige før påsken, hvor jeg endte med at sidde og fyre en helvedes masse sms’er af til manden hver dag i påskedagene, hvor min mor blev lettere mistænksom over den store gensidige sms-aktivitet, for jeg er ikke normalt sådan en, der sidder med mobilen fremme konstant. Han boede en times tid syd for Århus og var kørende sælger, og eftersom hans sælgerdistrikt også omfattede Århus, så kunne han jo bare lige smutte forbi, så vi kunne mødes. Som sagt, så gjort, men da jeg hører til den mere skeptiske del af befolkningen, så mødtes vi ude på gaden et stykke fra min bygning og gik en lang tur ved havnen og vandet. Vejret sidste år var lidt ligesom nu – lidt køligt, men med sol ind imellem. Efter den times gåtur med hyggeligt samvær, gik vi hjem til mig med et par indkøbte sandwiches. Alt var fint, og vi snakkede godt sammen, og det var overhovedet ikke underligt på nogen som helst måde. Der var bare lutter smil.

Han var jo egentlig også på arbejde i sit distrikt, hvilket i det hele taget virkede lidt 'sjovt', men det passede åbenbart fint ind i resten af hans planer den dag. Men efter frokosten sagde han, at nu måtte han hellere videre. Vi snakkede lidt færdigt, han rejste sig og gav mig et smil og et hurtigt knus – og gik derefter ud af døren og afsted.

Jeg havde tænkt, under de par timer som gåturen og frokosten varede, at det gik godt, vi snakkede rigtig godt sammen og grinede en del, og at det nok sagtens kunne blive til mere i fremtiden, hvis det var, at vi begge ville. Så da han var gået sådan lidt uventet hurtigt, var jeg helt oppe og køre af adrenalin, og mit hoved var ved at sprænges over de seneste par timers ellers meget rolige aktiviteter. Men det var jo vildt at sidde der i sit hjem med en helt fremmed fyr, man lige har mødt, og snakke intenst sammen ved højlys dag. Jeg pacede frem og tilbage mellem stue og køkken og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, for han havde jo virket rigtig interesseret i mig, men var fløjet op og ud af døren tilsidst, som om han bare ikke kunne komme hurtigt nok afsted.

Efter jeg havde gået lidt rundt i trance, fik jeg en sms. Der stod: ’Hvis jeg kommer tilbage, får jeg så et kys?’... Ok – han havde så åbenbart også tænkt, at det hele blev afsluttet lidt for hurtigt, så jeg svarede kun ’ja’, og mit hjerte hamrede afsted. Der gik et par mærkelige minutter, så var han tilbage. Jeg åbnede døren og sagde hej. Han sagde ingenting, men flåede mig blot til sig, og så kyssede vi... Længe... So far so good – og det var ikke bare godt, det smagte af mere. Meget mere. Men derfra blev alt underligt.

Jeg synes, situationen var blevet lidt mærkelig, fordi godt nok havde jeg virkelig lyst til ham, men det hele foregik som sagt ved højlys dag, og det var varmt og fuglene sang udenfor. Jeg kunne pludselig mærke, at jeg ikke kunne finde ud af at være sammen med en helt fremmed og splinterny fyr midt på dagen uden efterfølgende overnatning. Der gik helt sikkert alt for mange praktiske og logistiske tanker gennem mit hoved, selvom jeg også var hooked på det hele. Men han havde jo sagt farvel for at komme videre med sit arbejde og var nu kommet tilbage for at afslutte sin date hos mig, og det var jo nærmest 'på tid' – og det satte sig i mit hoved som en kæmpe barriere, og så måtte jeg stoppe det. Jeg kunne simpelthen ikke gennemføre det, når det ville ende med, at han bagefter ville tage sit gode tøj og gå videre for at passe sit arbejde, og så kunne jeg sidde for mig selv resten af dagen og aftenen og spekulere over den frokostdate, som om, at jeg havde solgt en skummel ydelse. For jeg ville ikke få mere af hans tid overhovedet den dag. Men han blev skuffet, og det gjorde jeg selvfølgelig også over mine egne begrænsninger, for alt, indtil da, havde jo været perfekt. Gåturen i den friske luft, solens forårsstråler på vores ansigter, samtalerne, kysset.

Nå, men sidenhen gik alt ned ad bakke. Han ville meget gerne komme igen, for både selve daten i sig selv og kysset havde jo også smagt af mere for ham, men han ville ikke have besøg af mig til at starte med hjemme hos ham selv, for det havde han et princip om, når vi ikke kendte hinanden bedre. Øh ok. Desuden svarede han kun på sms’er i arbejdstiden og ville kun lave aftaler på hverdage, så han kunne komme forbi i forbindelse med job, da han havde mange sportsaktiviteter i weekenden. Jeg spurgte ham MANGE gange, om han havde kæreste/kone/børn, siden der var alle disse mystiske regler. Men han benægtede hver eneste gang og sagde, at han havde haft nogen rigtig dårlige oplevelser tidligere, som han ikke ville fortælle om, så derfor var han nødt til at tage sig de forholdsregler. Til gengæld var han virkelig aktiv med at skrive, hvor dejlig han syntes, jeg var, osv. Vi lavede så en ny date - at han skulle komme forbi og spise brunch hos mig – tror det var i forbindelse med endnu en fridag for mit vedkommende, men endnu en ’pause på ruten’ for hans. Han havde op til brunchen fortsat med at sende en del søde sms’er.

Men på selve dagen til brunchen kom han ikke til den aftalte tid. Så jeg rykkede. Han var forsinket og åbenbart i et voldsomt dårligt humør, som ikke blev bedre af, at jeg blev lidt knotten over, at han ikke havde varslet, at han ville være forsinket. Jeg havde jo gjort klar til brunch og det hele, og han havde alligevel ca. en times køretur hjemmefra. Men pludselig kortsluttede det åbenbart helt for ham på vej mod Århus, og han aflyste det hele, en halv time EFTER han skulle være dukket op. Så sad jeg der med en helt klar brunch og var for første (og forhåbentligt sidste) gang nogensinde blevet brændt SÅ eftertrykkeligt af. All dressed up an nowhere to go, som man siger. Idiot.

En måned efter skrev han undskyld, at han ikke kunne glemme mig, og om jeg ville prøve med en ny aftale. Jeg svarede nej tak og slettede hans nummer og alle beskeder fra ham.

Håber, jeg i fremtiden får et andet minde ang. fredag efter Kr. Himmelfartsdag!

[Sometimes I wish someone out there will find me - 'til then I walk alone]

Doven, åndsfraværende og ufrivillig velvillig

2010-05-13T23:00:00.001+02:00

OMG, jeg har vist lige det, man kalder en formålsløs dag idag.
Ja, det er en af de dage i løbet af en måned, hvor man føler sig dum, grim og utrolig oppustet og bare har lyst til at grave sig ned hele dagen og være usynlig, hvilket jeg så også har præsteret på ganske formidabel vis. Eller næsten.

Dagen startede med, at jeg vågnede til sædvanlig tid og kunne konstatere, at det ikke blev idag, at jeg orkede at slæbe min mens-hærgede krop ned i fitness-centeret og sendte så en kærlig tanke til, at sådan en 4-dages weekend, med en tvungen fridag i morgen, er en god ting, når man nu både føler sig doven og inaktiv og ikke har lyst til at se nogen andre mennesker den første dag, for så kan man råde bod på sin dårlige samvittighed de 3 andre dage.

Jeg tog mig så et glas mælk og en Panodil Zapp og satte mig til at skrive på nogle af de indlæg, som jeg tidligere har startet og ikke afsluttet. Det gik så heller ikke så godt, eftersom jeg begik den store fejl at logge på MSN imens, og blev således forstyrret af en knægt, som jeg har været så dum at tilføje til min MSN en eller anden aften, hvor jeg kom til at snakke med ham på en dating-chat. Han er så ca. 8 år yngre end mig og bilsælger og sikkert sød og venlig IRL, men online er han bare så irriterende. Han bliver ved med at kalde mig ’søde’, hvilket jeg har enormt svært ved at tolerere. Og så har han lige købt sit helt eget hus udenfor Århus, og leder nu efter en sød pige, som i fremtiden vil flytte ud til ham. Og det har jeg så forklaret, at det i hvert fald ikke bliver mig, men det kan han tilsyneladende ikke helt forstå, så han kastede sit telefonnummer efter mig og nærmest tiggede mig om at gemme det, så jeg kunne skrive eller ringe til ham, hvis jeg nu fik lyst. Men det har jeg bestemt ikke lyst til, så efter at have forklaret ham, at jeg ikke synes, vi passer sammen overhovedet, og at jeg ikke orker ham i det hele taget, så gik jeg i seng igen og sov i 4 timer. 4 timer, hvor jeg på et tidspunkt havde heftige mareridt om sultne og døde babyer, hvilket jeg giver Thomas Vinterberg skylden for. For et lille stykke tid siden var jeg i biografen og se Submarino, og hvis man skulle have glemt det, så kommer man under den film meget hurtigt i tanke om, at det ikke er alle børn i Danmark, der vokser op med et fyldt køleskab og familiehygge. I øvrigt rigtig fed film.

Da jeg vågnede op igen kl. 15 (!!!) kunne jeg så konstatere, at jeg heldigvis ikke havde nogen sulthungrende og grædende babyer i sengen, og stod så op og havde et momentant overskud til at få samlet tomme flasker og dåser sammen til at få afleveret i Fakta. Nede i Fakta, eller det er nok snarere oppe i Fakta, der fik jeg mig så en typisk-mig-oplevelse ved flaskeautomaten. Der var for engang skyld ikke nogen kø, så jeg fik hurtigt puttet alle flasker og dåser i uden problemer. Undtagen da jeg så kom til den sidste dåse, der godt nok kom ind og blev scannet og registreret i displayet. Men da den var kørt ind, og inden jeg skulle til at trykke på pantknappen, der begyndte den at bippe på en helt underlig måde. Det var ikke den måde, den bipper på, når flasken er puttet for hurtigt ind. Og det var heller ikke den måde, den bipper på, når der er for mange flasker på båndet, så nogen må ind og tage nogle af tingene væk, før der kan være flere. Jeg trykkede så på pantknappen, for alle mine ting var jo væk og registreret, så den kunne jo bare spytte min flaskebon ud, og så ville vi instantly blive gode venner. Den bippede så stadigvæk, og der skete ingenting, så jeg trykkede igen på pantknappen, for vi ved jo alle, at når elektronik ikke virker, så skal man bare trykke løs på taster og knapper, og så sker der altid et mirakel til sidst... Det gjorde der så også mere eller mindre her. Den holdt i hvert fald op med at bippe og spyttede velvilligt min flaskebon ud. På flaskebonen stod der så: ’Tak for din donation til WWF og Red Barnet’.... Ja, øhm velbekomme... Så havde jeg i mine mens-smertetåger ikke opdaget, at der står, at hvis man trykker to gange i træk på den gule pant-knap, så donerer man sin pant til de to godgørende formål. Jeg kom derefter til at stå og fnise lidt af mig selv og min uopmærksomhed, så der har folk nok tænkt, at jeg var på et eller andet. Men heldigvis havde der ikke dannet sig kø ved automaten.

Og ikke fordi jeg ikke har lyst til at redde hele verdens truede dyrearter og alle sultne børn med de sølle 14 kr, de fik ud af mine anstrengelser, men jeg ville da nok have lidt bedre samvittighed, hvis jeg havde gjort det med vilje og ikke bare pga. forvirring over, at maskinen bippede så mærkeligt af mig.

Jeg er så f***ing sur!

2010-05-13T20:23:00.001+02:00

For jeg har lige mistet et helt langt indlæg, som var færdigskrevet, og Blogger mente, at det var gemt. Da jeg så trykker på Vis Eksempel, så er der kun indledningen tilbage, men der stod jo, at det var gemt, så jeg tænker, at det nok var en mystisk lille fejl, så jeg går ud af Blogger og åbner igen. Men der er i sandhed virkelig kun indledningen tilbage, så resten er bare forsvundet ud i intetheden, eftersom da Blogger opdaterede mit indlæg, så var der åbenbart lige der et svigt i min internetforbindelse.

Nu vil jeg sætte mig til at tude og/eller skrige - og dernæst prøve at huske på mit stakkels indlæg, der allerede var heelt færdigt. Denne gang er jeg flygtet over i Word, så tingene ikke bare forsvinder, når der opstår internet-ujævnheder.

Og så er det bare så typisk, fordi indlægget handlede om, hvor underligt, jeg har haft det hele dagen - og ét uheld kommer jo sjældent alene. Grrr

Ærgerligt, at det ikke lige er Store Bededag idag, for så ville jeg bede om at få min indlæg tilbage. Tak.

Little Miss Perfect

2010-05-12T01:05:00.003+02:00

Når hun går ned ad gangene, så blafrer hendes lange lyse hår, og det falder smukt om hendes ansigt, når hun ikke er i bevægelse.

Når hun taler, så har hun sådan en engleblid stemme, der lyder af udendørsbrunch på en café, hvor solen varmer, juicen er friskpresset, og det tegner til at blive en dejlig sommerdag med hygge og afslapning.

Når hun skriver mails, så er de altid høflige og præcise og afsluttes med Venlige Hilsner - uanset, hvor korte de er.

Når hun arbejder, er hun koncentreret og alvorlig - når hun holder pause, er hun underholdende og har altid en historie at fortælle.

Når hun er træt og stresset, smiler hun alligevel.

Når hun taler med de mandlige kolleger, flirter hun, selvom der kommer ren og skær faglighed og tørre facts ud af hendes mund.

Når vi spiser frokost, så smasker hun helt forfærdeligt, så folk sladrer om det bag hendes ryg!

(Lidt som en anden pige, jeg engang arbejdede sammen med et andet sted, hvor fyrene snakkede om, hvor sød og klassisk smuk hun var, men en påpegede, og de andre samtykkede: 'Men man kan jo ikke være sammen med hende i længere tid af gangen, når hun taler så nordjysk - det er en skam, at så flot en pige har sådan en fisker-dialekt, ellers ville hun helt klar være kærestemateriale.')

Kanelsnegle før og efter

2010-05-10T23:53:00.001+02:00

Mit allerførste forsøg med kanelsnegle, som blev til en mellemhurtig løsning med en blanding fra Maizena. De blev ikke særlig kønne, men smagte rigtig godt.

'Hallå' er det nye sorte - blandt Århus-teens

2010-05-09T23:44:00.001+02:00

Jeg havde den store fornøjelse at være i selskab med en 15-årig pige her lørdag eftermiddag til en event på havnen. Vildt hyggeligt, og der var hotdogs og spøjse, skæggede mænd i flyverdragter. Den 15-årige pige er i det hele taget utrolig sjov, virker til at være kvik oveni - og er meget hurtig i replikken. Men undertegnede var ikke så vild med, at hver gang teen-pigen skulle starte en sætning, så startede den med 'Hallå', ligegyldigt om hun henvendte sig til dem, hun kendte godt - eller mig. Det trækker simpelthen i mit opdragelsesgen, når børn og unge mennesker får lov til at være flabede og uhøflige overfor folk - både deres egne forældre og/eller fremmede.

Jeg har hørt det før blandt andre teens - i bussen, på gaden og i supermarkeder. Og det kan godt være, at jeg lige har gjort mig til en sur, gammel kælling med dette indlæg, men jeg synes simpelthen, det lyder frygtelig uhøfligt, når nogen råber efter de ansatte i butikker: 'Hallå - hvor er smørret?' Eller spørger ved et busstoppested: 'Hallå - er 5'eren kørt?'.
I min verden er 'Undskyld' ikke kun anvendeligt, hvis man har gjort nogen ondt.

Tillykke...

2010-05-08T00:38:00.000+02:00

... til min blog, for fredag fyldte den 2 måneder, og jeg har været til en lille fest direkte efter job, så jeg har slet ikke kunnet nå at skrive jubilæumsupdate, mens det stadigvæk var på datoen. Det må vente til den fylder 3 måneder.

Jeg kan blot konstatere, at jeg overraskende nok er blevet meget bidt af både min og andres blogs på disse 2 måneder, så jeg bliver helt klart hængende. Et eller andet skal man jo være afhængig af, og jeg er hverken til øl, store mængder af kaffe eller chokolade. Små åndssvage platform-spil og internet-kommunikation er så en anden sag :-)

Jeg er i øvrigt voldsomt imponeret over at finde ud af, at flere har haft blogs i mange år og enkelte op til 5 år - det er for vildt. Det må da også være vildt for jer at tænke på. Men smart, hvis man har glemt, hvad man foretog sig for 3 år siden.

Ønsker alle en dejlig weekend.

Idag på jobbet...

2010-05-06T21:57:00.000+02:00

... var der en af mine kolleger, der lignede Stine fra StineStregen - vel at mærke tegneserie-udgaven! Hun er godt nok ikke lyshåret, men hendes frisure var idag sat fuldstændig på samme måde med det der pandehår og knolden, for ikke at tage om tunika-kjolen med tights! Jeg overvejede lidt at spørge hende, om hun kendte til bloggen, men vil jo ikke jobmæssigt kaste opmærkomhed over på de blogs, jeg følger, da jeg jo gerne vil blive ved med at være anonym, så jeg lod være. Og vi var desuden igang med at snakke om noget alvorligt, da jeg kom til at tænke på det, så det var også aldeles upassende at begynde at snakke om den slags på det tidspunkt. Jeg ved heller ikke helt, om hun kunne se det morsomme i at blive sammenlignet med en tegneseriefigur med en kæmpe hårhjelm og tændstikben :-)

Lidt aftentanker om mænd og planter

2010-05-06T01:36:00.000+02:00

Efter de herlige overraskelser i weekenden, kan jeg nu her onsdag aften konstatere, at når jeg skruer bissen lidt på, så bliver jeg respekteret. Ikke at jeg plejer ikke at blive respekteret, men jeg er som sagt bedst til at være sød og venlig og pjattet, og egner mig ikke så meget til at skælde så meget ud og være vred hele tiden. (Og her ville en ikke-tidligere-omtalt-eks-kæreste, som jeg boede sammen med på et tidspunk, helt sikkert have rullet voldsomt med øjnene, men det er en helt anden historie fra en anden tid)

Jeg skrev til 'stalkeren', at jeg ville sætte pris på, hvis han for eftertiden undlod at bruge billeder af *mig* til at 'lege med' på sin computer, og ville sætte endnu mere pris på, hvis han undlod at sende billeder af mig rundt i e-mails. Og så lige sådan et halvskrapt 'tak' tilsidst. Dernæst slettede jeg ham fra MSN. Lidt senere fik jeg en mail tilbage fra ham, hvor han skrev, at han stadigvæk syntes, jeg var en herlig pige, men det havde han desværre været for dårlig til at skjule, og at han nok skulle lade være med at lave den slags slyngelstreger med billeder af mig i fremtiden. Så det var da en succes - indtil videre.

Eks-kæresten har jeg slet ikke hørt fra, siden jeg udbad mig fred fra hans dumme beslutning om at tilspørge mig, om vi skulle være kærester igen. Men jeg tænker da på, om han bare sidder og stirrer ud i luften og sukker - det ville jeg selv have gjort. Det er nok mere nærliggende, at han sidder og pløjer samtlige danske brugtbilsforhandleres hjemmesider igennem i jagten på en ny bil - det er nemlig hans måde at komme over den slags. Lidt lissom når nogle kvinder shopper sko eller klipper deres hår efter en afvisning.

Inden jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg, kom jeg til at se på min orkidé - plante 1 ud af 2. (Jeg er dårlig til natur) Den orkidé fik jeg af en af mine andre tidligere kærester, da jeg flyttede ind i min nuværende lejlighed for ca. halvandet år siden. Han var også en af de kærester, der derefter blev hængende på min nåde efter forholdet som god ven, med benefits on the side. Men jeg tog det endelige opgør i efteråret og har ikke hørt fra ham siden. Men jeg tænkte lidt på, om jeg burde smide orkidéen ud, når nu det var en indflytningsgave fra ham?

Jeg besluttede mig så for, at det ville være at gå for vidt, eftersom den overhovedet ikke betyder så meget for mig, og at den bare er her, så det er ikke fordi, jeg har fået den af ham, at den stadigvæk er hos mig - og derfor er det ok, at jeg beholder den. Planten er utrolig nem at styre - jeg gør for det meste ingenting, og engang imellem hælder jeg en halv liter vand ned til dens rødder. Min mor var på besøg for et par uger siden og gav sig på et tidspunkt til at trimme den og irettesætte mig, fordi jeg åbenbart vanrøgter den med det vandfald, jeg engang imellem hælder ned til den, når den ser allermest tør ud. Som om, at jeg efter 35 års ignorans overfor planter pludselig ville begynde at interessere mig for pasningen af dem.

Jeg har det nok lidt med planter, som med mænd - når de begynder at blive alt for krævende, så ignorerer jeg dem lidt, men passer alligevel lidt på dem på et minimumsniveau, og venter så på, at de selv opdager, hvad klokken efterhånden har slået...
Måske skulle jeg købe en helt ny og lidt sjovere plante, som jeg går lidt mere op i - og desuden øve mig lidt i at være mere konsekvent og afvisende, når det er påkrævet.

Megastress og sorte pletter for øjnene

2010-05-04T20:11:00.001+02:00

Jeg har prøvet den flere gange, fordi den fascinerer mig. Altså adgangsprøven til dating-netværket, hvor man skal være intelligent for at kunne oprette en profil. Jeg synes da selv, at jeg er ok intelligent, og er flere gange på almindelige dating-sites blevet kontaktet af folk, hvor jeg tænker, at jeg er 'way out of their league' på flere forskellige områder. Men jeg ved skam godt, at jeg ikke er intelligent på den der matematiske måde, hvor man kan regne en voldsom mænge tal ud i hovedet eller huske 20.000 cifre af pi. Jeg er faktisk så sproglig, som man overhovedet kan blive.

Måske netop derfor bliver jeg lidt draget af intelligenstests, der udelukkende handler om, at man skal kunne se et mønster og drage en konklusion derfra. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det, og bliver ganske frustreret på den lidt klynkeagtige måde. Det er anden gang, jeg har taget testen - og lige stresset bliver jeg. Det er jo på tid, og man sidder der og bliver helt panisk. Jeg føler mig faktisk lidt, som om jeg er kommet til et nyt land, hvor man hverken kender alfabetet eller sproget og virkelig har behov for at finde et toilet. Eller som et mareridt, jeg nogen gange har, hvor jeg farer rundt og åbner alle skabe og døre for at finde noget, jeg ikke ved, hvad er. Er det her? Nej. Så er det nok her? Nej, det var det så heller ikke. Det fortsætter i en uendelighed.

I denne hersens test ligner alle tingene tilsidst hinanden, når man kommer et stykke tid ind i den. Prikker, stjerner, sorte felter, striber, kasser, trekanter og cirkler. Ved siden af hinanden, ovenpå hinanden, under hinanden og på tværs af hinanden. Efter et stykke tid kniber jeg øjnene lidt sammen og undrer mig over, at der er nogen, der rent faktisk kan se den overordnede mening med det hele. Jeg kan som sagt ikke - og føler mig nu snotdum for anden gang. Kan du? Prøv den!

(Og hvis du bliver accepteret, kan du så ikke fortælle, hvordan der er på den anden side?)

Når man er presset til at gøre andre ondt

2010-05-03T02:20:00.002+02:00

En helt fantastisk weekend med en masse sjove aftaler og mange dejlige begivenheder er slut, og søndagen bruges til nu til reflektioner og gearen ned. Jeg ved, at I aften får jeg svært ved at sove, og natten kan sagtens gå med insomnia over alle de arbejdsopgaver, der venter i ugens løb, og ting, der skal huskes. Men denne søndag nat er det mit vanvittige privatliv, der får mest spalteplads i mine nattetanker, eftersom det igen igen igen er et kæmpe rod.
Det her søndagsindlæg havde jeg ellers glædet mig til at skrive - jeg havde glædet mig til at fortælle om alle mine sjove aktiviteter i de forløbne døgn. I stedet for udelukkende at kunne glædes over, hvor dejlige veninder jeg har, skete der 2 ting, der ramte mig i hovedet, da jeg kom hjem i aftes efter en fantastisk aften: Jeg havde fået en mail fra en fyr, som jeg har været på 1 date med. Og jeg blev ringet op af en gammel kending.

Fyren, som jeg havde fået en mail fra, har jeg lært at kende igennem min dating-profil, hvor vi startede med at skrive lange mails frem og tilbage. Alt sådan noget, der er virkelig hyggeligt, men som man faktisk bliver advaret mod at gøre af 'rigtige' målrettede datere. Pludselig var jeg både 'helt fantastisk' og 'ubeskrivelig dejlig', og de billeder, jeg havde givet ham adgang til, gjorde mig bare til 'hans dejlige drømmekvinde', og han havde i et anfald af kådhed vist billederne til sin mor! (Og jeg ligner altså på ingen måde en fotomodel eller noget!) Men alt dette, blev jeg da utrolig smigret over, og alt var godt, for jeg syntes jo også, at han var sød og interessant, og at han var helt vildt go' til at skrive lange, sjove mails, og vi grinede meget sammen i telefonen, osv. Så efter den obligatoriske periode, hvor Frk. Bloggalicious havde de skeptiske parader oppe, aftalte vi at mødes i hans by, ca. en time fra Århus. Selve daten er jeg faktisk ved at skrive et længere indlæg om, da det udviklede sig utrolig kaotisk, som i 'er jeg mon med i en film eller et tvshow uden mit vidende?', men jeg vil for nu bare spole frem til, at jeg overnattede til næste dag, og at han insisterede på at følge mig til toget næste dag og stå på perronen og vente, indtil toget kørte - og det H A D E R jeg bare. I det hele taget, så syntes jeg, at han i løbet af søndagen havde udviklet en temmelig omklamrende facon, og hans rosende ord om mig havde fået tilsat et ekstra lag sukker i form af 'Skat' og Dejlige Dig. Og husk så lige på, at vi nok havde haft en enkelt måneds kommunikation og DET ene møde i vores 'historie'... Hm ja, men efterfølgende syntes jeg måske ikke, at det havde været så fantastisk, som han syntes, men jeg er totalt for, at man skal have en chance mere, så vi aftalte, at han så skulle komme og besøge mig i Århus. Men pga mange forviklinger og flere kaotiske forhold, som jeg også har planlagt til indlægget om historiens samlede forløb, blev det aldrig til noget. Jeg endte nemlig med at sige, at jeg ikke længere var interesseret, og at jeg syntes, han virkede lidt for opsat på, at jeg meget hurtigt skulle være hans kæreste og indgå i hans store familie. I det hele taget havde han virkelig taget mig til sig som hans store håb for fremtiden - efter 1 date....

Og nu kommer vi så til essensen: Jeg kan ikke komme af med ham igen - og han har udviklet sig til en slags stalker. Alt det her foregik i efteråret, og han hænger der stadigvæk! Jeg har sagt på mail, på sms, på MSN og i live i telefonen - på både den søde, den lidt skarpere, den helt klare og den definitive måde, at jeg ikke er interesseret mere. Men jeg er dårlig til at såre folk. (I hvert fald bevidst - ubevidst er jeg desværre ret go' til det) Især, når det er en, der viser en venlig interesse og oven i købet synes, man er sød og dejlig, osv. Men han skriver stadigvæk til mig på mail i arbejdstiden, hvilket jeg synes er vildt hyggeligt, og jeg kan ikke lade være med at besvare dem, for de er ofte ret sjove. Men han stalker også min dating-profil, og påstår, at han bare godt kan li' at læse mine ord i den - men jeg ved, at han sikkert allerede har kopieret teksten over i Word og gemt den, så det er nok mere sikkert, at han sidder og checker, hvornår jeg sidst har været på - hvilket jeg faktisk sjældent er, fordi jeg ikke går så voldsomt meget op i det for tiden. Desuden forsøgte han sig med at blive venner på facebook, men det afviste jeg klart, eftersom jeg er venner med både nogle af mine unge projektmedarbejdere, masser af kolleger og chefen, og jeg er simpelten direkte bekymret for, om han kan finde på at skrive noget pinligt midt i det hele. Og han respekterede det, så det var ok. Men han skriver ca. en gang om ugen og inviterer mig ud på diverse restauranter. Og jeg har i lang tid ignoreret ham. Jeg har faktisk endda spurgt ham, hvorfor han bliver ved, og han svarede så, at han vil kæmpe for den, han vil ha'. Men jeg har til gengæld svaret tilbage igen og igen, at jeg stadigvæk ikke er interesseret længere, og at jeg ikke kan forstå, at han ikke stopper, for jeg ville selv blive rigtig ked af at få den ene afvisning efter den anden. Men han er åbenbart vældig stædig.

Nå, men for at gøre en utrolig lang og halvkedelig historie kort, så fik jeg jo en mail lørdag nat. I den var der 4 forskellige billeder af mig selv. Det originale billede havde han gemt fra min facebookprofil og havde så siddet og lavet ting med et billedredigeringsprogram... Jeg prøver at lade som ingenting, og har ikke svaret tilbage. Heldigvis er han ikke den farlige type, og jeg ved, hvor han arbejder og det hele, så jeg forventer bestemt ikke, at han 'gør noget' - men det er ved at blive en smule belastende på den lidt skræmmende måde.

Nå, men så sidder jeg der lørdag nat kl. ca. 24 og kigger på de redigerede billeder af mig selv og undrer mig over, hvad ham 'stalkeren' har gang i. Så får jeg en opringning fra min seneste 'rigtige' kæreste, som jeg har beskrevet med den lange og voldsomme historie. Vi starter ud med at sludre lidt om, hvilken fantastisk weekend jeg har haft med diverse veninder. Så går han over til at fortælle mig om sin weekend, og han havde så været i byen fredag nat i sin barndomsby. Historien udvikler sig så til, at han fortæller, at han har scoret en gammel veninde, som han ikke havde set i 10 år, og hun var så i mellemtiden blevet både gift, havde fået 2 børn, og var blevet skilt igen. Nå, men de havde altså været sammen hjemme hos hende, og han havde sovet der, og bagefter havde de aftalt, at det var noget dumt noget, og så var han taget hjem og havde brugt hele lørdag på at have tømmermænd, og nu ville han så høre, hvad jeg tænkte om den historie... Ja, øh - jeg blev så ret overrasket og overrumplet, og kunne mærke, at jeg måske nok også blev lidt ked af at det, for jeg har jo set ham meget sporadisk og på ingen måde fast, men har som nævnt tidligere også holdt en masse øje med ham for at være sikker på, at det nu gik ok med ham - og så fik hun en præmie for ingenting. (Ja, sådan tænker man så rationelt i den slags situationer) Men jeg endte så med at sige, at jeg syntes det var ærgerligt, at de ikke skulle ses mere, så han kunne få et rigtigt forhold. Hm, så undrede han sig over, at jeg ikke var sur, for det næste han så sagde var, at han efter en dag med tømmermænd også havde fået moralske skrupler og dårlig samvittighed, og nu havde han så besluttet sig til, at han ville spørge mig, om vi skulle være kærester, for det kunne han godt tænke sig.....!

Christ, så sidder man der på sin sofa en lørdag nat og bliver totalt og aldeles forbavset, irriteret og ked af det på samme tid. For det er jo det ultimative ultimatum.
Jeg ved jo, at jeg ikke vil være kæreste med ham, for jeg har prøvet det, og han suger al min energi og al min livsglæde over i hans eget sorte hul af dårlige barndomsminder, dårlig karma og generelt dårligt mentalt helbred - eller sådan var det jo tidligere, men jeg orker ikke at holde øje med, om det kan komme tilbage igen. Og jeg ved, at jeg løbende har søgt andre græsgange med dating-profiler 'og den slags', og at jeg samtidig bare har gået og håbet på en ændring for ham, så han kunne komme videre med en anden. Men efter den korte affære med den gamle veninde havde han nu indset, at jeg er den eneste rette for ham, og at vi alligevel har været venner i et års tid, så derfor syntes han, at tiden var kommet til det, når vi nu alligevel ikke kan lade være med at ses engang imellem.
'Tak for info'...

Og idag har han så ringet ca. hver 5. time for at spørge, om han måtte komme forbi for at give mig et knus. Men jeg har afvist hver gang. Jeg ved, at jeg falder i fysisk, hvis han kommer hjem til mig - og det gider man jo ikke, når man ved, at han lige har været sammen med en anden - og desuden vil jeg jo ikke være kæreste med ham. Det ved både jeg og mine veninder er det bedste for mig, men når jeg cutter ham af, så ved jeg jo, at der igen ikke er nogen, der bekymrer sig for ham og punker ham til at få frisk luft og ordentlig mad. Og hvad værre er, at da jeg afviste ham sidste gang, blev han indlagt på psyk. så jeg kan jo ikke vinde det her!
(Og når vi ikke skal ses mere, så mister jeg en drengeven at se drengerøvsfilm med i biografen og en, der gider komme og køre mig steder hen i sin bil, og en, der gider komme og lave små håndværkerting i mit hjem. Jeg har jo hverken en far eller brødre.)

Hvor er det bare irriterende det hele. Jeg har en stalker i en anden by, der sender mig billeder af mig selv og inviterer mig ud hele tiden - og i min egen by har jeg en ekskæreste, der vil være kærester igen, selvom det er dødsdømt på forhånd. Som sagt ignorerer jeg stalkeren og har sagt til den anden, at jeg gerne vil være i fred i et stykke tid, fordi det hele er så uoverskueligt. Det er en gedigen lose-lose situation... FML.

Dagens Fund i Musikarkivet - 13

2010-04-30T13:20:00.000+02:00

I slutningen af 80'erne havde jeg ikke bare et girlie-teen-crush på Rick Astley, men fik også et på Dan Rachlin! The Voice udvidede på daværende tidspunkt med et par The Voice-radiostationer diverse steder i provinsen, og dermed kunne man så også i min barndomsby høre Dan Rachlins sprøde stemme i diverse udsendelser, hvor man f.eks. i weekenden sendte de samme udsendelser som The Voice, Kbh. Og så kunne man ringe ind og ønske numre og få sig en lille sludder med ham. For at det ikke skal være løgn, så optog jeg nogen gange et helt radioshow på kassettebånd, så jeg kunne høre det hele tiden...

Sammen med sin The Voice-homie Philip Lundsgaard, indspillede han bl.a. dette nummer, hvor de 'rapper'...: (Jeg kan score din sild, så hun aldrig siger nej - jeg kan ryge mig en koger og stadig spille sej...) ha ha ha...

Dan & Philip - Venner - fra 1988

Og det var jo stort det hele - eller det blev det, eftersom han sammen med sine The Voice-homies tog på turnéer og lavede DJ shows. Jeg mindes tydeligt, at min barndomsveninde og jeg både var til Sanne Salomonsen-koncert og Danseorkestret + Lis Sørensen-koncert i provinsbyens sportshal, og der var hovedattraktionen for mig, at der skulle være det der DJ Show, hvor Dan og Philip + ham der 'Lille Lars' varmede publikum op. Man kunne også købe plakater med dem - sådan en havde jeg hængende over min seng på mit lyserøde teen-værelse.

Jeg kunne kun finde nummeret i den ekstra upbeat remix-udgave:

På et tidspunkt, hvor Dan Rachlin under et af sine radioprogrammer anbefalede Lisa Stansfield med All Around the World, voldhørte jeg det efterfølgende SÅ mange gange, bare fordi han sagde, det var godt. Men det var det da osse :-)

I vore dage reklamerer Dan Rachlin med Pokermagasinet på DK4 (har ikke set det!) på Twitter og er en meget moden mand med halvgråt hår, teenagebørn og en kone, der beautyfier de kendte. Det er sgu ikke helt det samme som dengang, da han var mit store teen-idol - fnis :-)
Til gengæld overvejede jeg kraftigt at ringe ind til ham og quizze med i Musikquizzen på P3 om lørdagen, da det var ham, der havde det - bare for at kunne fortælle ham, at jeg engang havde været stor fan.

(Der kommer en udgivelse mere, når jeg når hen til maxi-singler)

Masser af arbejde, høfeber og Medina

2010-04-29T00:47:00.001+02:00

Lige for tiden er der mange ting, der går amok i min verden. Min arbejdstid f.eks. Igen er der en helligdag på spil, som vender lige op og ned på det hele. Det er selvfølgelig utrolig dejligt, at man får en gratis fridag - men vi ved jo alle, at i denne verden er der jo ikke noget, der hedder en gratis frokost. Den helligdag betaler jeg af på i denne uge på forkant og sidder dermed og kukkelurer på mit kontor til kl. 20 for tiden. Enormt hyggeligt. Og ja, selvfølgelig skal man være glad for, at man sidder der bag skærmen i lækre omgivelser og ikke skal skovle grisemøg fra kl. 5 om morgenen, eller skal fare rundt og fange væbnede røvere, eller skal sørge for, at Fru Hansen får sit månedlige bad. Men alligevel. Og der er flere uger med indlagte helligdage og dermed flere overarbejdsdage på vej. For ikke at tale om en tvungen fridag, hvor man skal betale med en feriedag, og så arbejde ekstra de resterende dage for stadigvæk at kunne holde styr på det hele...

Og nu er der altså kommet birkepollen i luften, så nu kan I passende læse dette indlæg igen. Jeg vil også prøve at være forårsforelsket og ikke bare gå og være sur, fordi det klør i mine øjne.

Men i morgen får jeg besøg af en veninde til hveder og tøsesnak, og på fredag skal jeg igen være ung med de unge i byen. Der skal jeg nemlig til Medina-koncert på Train med efterfølgende festivitas og masser af Frozen Strawberrry Daiquiries. Jeg håber lidt, at den dejlige Burhan G kommer og deltager i 'Mest Ondt', men eftersom det jo er i Århus, så er det nok mere sandsynligt, at Thomas Helmig dukker op og deltager i '100 Dage', hvilket jeg så nok ikke ligefrem er allermest begejstret for. Men jeg glæder mig i hvert fald til at hygge mig med nogle sjove tøser. Og håber ikke, at det igen ender med, at jeg kaster for 330 kr drinks op i toilettet kl. 7.18 næste morgen!

Bliv dog hjemme, mand - eller mand dig op til at skride!

2010-04-24T23:14:00.001+02:00

Jeg gider ikke pakke det ind, men jeg vil bare sige, at jeg er mega træt af at få såkaldte 'tilbud' fra gifte mænd/mænd i faste forhold - sovset ind i 'uskyldige massager', 'stille og rolige gåture i skoven', eller bare et hurtigt og uforpligtende knald!

Det er ingen stor hemmelighed, at jeg dater på et meget stille og roligt og velovervejet plan og forsøger at finde mig et anstændigt stykke mandfolk, der ikke nødvendigvis har behov for at sidde lårene af mig hver eneste aften, men som man heller ikke skal booke sig ind hos som en blandt flere 'heldige'. Og det er virkelig svært at finde den slags personer, for det virker til, at alle nogenlunde fornuftige og ikke-desperate fyre/mænd i 30'erne i Århus-området er optaget i alvorlig grad. Ja, og tilsyneladende også de skumle af slagsen, der bruger alle kneb for at slippe lidt væk fra den stakkels kone og de hylende unger derhjemme.

Det er virkelig utroligt frustrerende at have et ongoing kommunikationsforløb med en, der på de fleste områder virker fornuftig og interessant - og som så efter kortere eller længere tid viser sig at være gift/i parforhold, men på udkig efter en pige, som han kan bruge til ekstra on the side-sjov uden forpligtelser for at skabe lidt mystik i hverdagen... Eller kan bruge til at forelske sig så voldsomt i, at han kan finde ud af at gå fra sin kone/kæreste og smutte nemt over i et nyt fast forhold - for der er jo ingen grund til at smutte, når hverdagen kører fint nok... Eller som han kan bruge som en slags hævn overfor sin nuværende kone, som han ved også ser andre, men som han alligevel stadigvæk vil blive sammen med pga økonomien og børnene...

Ej, jeg sidder så tit og tænker på, at jeg faktisk helst vil skrive så positive indlæg, som overhovedet muligt, fordi jeg selv bliver så træt i hovedet af de vrede bloggere, der hele tiden rakker andre mennesker ned og skriver vredt om alle emner. Men ovenstående kan virkelig få mit ellers meget rolige og kontrollerede temperament i kog. Jeg bliver virkelig så gal over, at der er så mange 'optagede' mænd med forskellige slags dating-profiler, der vælger at holde det hemmeligt, at de allerede er 'afsatte' - indtil man faktisk selv spørger direkte om det, og det så viser sig, at de ikke er single, men dog looking. Eller, at man faktisk vælger at mødes med en, og først efter, at man er blevet 'forhåndsgodkendt', så løfter de sløret for deres mystiske planer og afgiver diverse tilbud, som man skal føle sig heldig over at modtage. WTF?

Det kan da godt være, at det er virkelig hyggeligt at have en lille familie, som man kan se Disney Sjov med og grille til på Weber grillen og tage på familieudflugt med om søndagen og tage på 2 ferier om året med - men så synes jeg bare de mænd skulle have sat sig ind i, hvad parforhold og ægteskab betyder på den mest old school facon overhovedet, inden de gik ind i det - ELLER mande sig op og skride fra det hele og tage konsekvenserne af, at man ikke nødvendigvis passer sammen 10 år efter, at man indledte forholdet! Det der med både at blæse og have mel i munden samtidig - det holder altså ikke helt!

Et eller andet sted skal man da være smigret over at få den slags tilbud, når man bliver rost til skyerne over både det ene og det andet, og der er sikkert nogen, der ikke kan forstå, at man ikke vil prøve 'eventyret', for det er jo ikke min skyld, hvis ægtemændene vælger at være utro mod deres koner. Men ét er, at jeg får dårlig samvittighed på idioternes vegne - men jeg gider da heller ikke selv være en del af sådan et spil, hvor man både kan ende med opkald fra de forsmåede koner eller andre endnu mere dramatiske ting. For ikke at tale om, at det kunne ende med, at man selv blev så ufattelig ked af det, selvom man kendte spillereglerne på forhånd.

Så jeg siger pænt tak, men ellers tak!

Hvor sejler det dog hen?

2010-04-22T00:18:00.002+02:00

Mit privatliv sejler lige så stille mere og mere i takt med, at jeg bliver 'ældre', og der burde være styr på det hele. Når man er en kvinde i 30'erne, så skal man kunne arrangere blomster i vaser om sommeren og lave hjemmelavede adventskranse til jul, man skal også kunne lide rødvin og kunne føre samtaler om det, og man skal have fundet sig en partner, der både kan vises frem for vennner & veninder, familien og kollegerne. Jeg har ikke et eneste kryds ud for noget som helst af det.

Altså, mit arbejdsliv er jo lidt noget andet, for der er der styr på sagerne - eller i hvert fald overordnet set, for hvis man har fulgt med her, så har man også læst de små pip, der er kommet undervejs - nogen af dem endda camoufleret som ekstrem positiv ekstravaganza - og man kan vist tydeligt se mig sidde og gruble over, hvad man dog skal gøre, hvis/når tingene ikke spiller. Men det overordnede koncept holder: Jeg går på arbejde hver dag, og det har jeg sådan set gjort det samme sted i 6 år, hvor jeg har cirkuleret lidt rundt på forskellige slags kontorstole, og i starten sad jeg ikke på stolene hver dag og ej heller så mange timer, som jeg gør nu. Men kontorstolene har alligevel tilhørt een bestemt afdeling, og den afdeling er et sted, som med årene fik øjnene op for mig og mine kvaliteter til andet end et løst bekendtskab - så vi har styr på hinanden - arbejdet og jeg. Altså overordnet set. Hvis man dykker ned i detaljerne kan man jo altid finde noget at brokke sig over, men jeg synes nu også, at der er mange ting, jeg kan være enormt taknemmelig over - jobmæssigt set.

Men tilbage til privatlivet, så er jeg åbenbart blevet endnu mere fjollet og på nogen måder fuldstændig håbløs, i forhold til, hvad jeg nogensinde før har været. Et af de nyeste tiltag, som mit håbløse alter ego har fundet på inden for det seneste år er, at jeg er begyndt at komme for sent til alle private aftaler, og en enkelt gang dukkede jeg slet ikke op. Og det undrer jeg mig til stadighed over, eftersom jeg altid har været meget punktlig og disciplineret. Faktisk bor der også en temmelig stor control freak inde i mig - sådan en, der f.eks. laver lister om alt: Indkøbslister, ønskelister, rengøringslister og dagsplanlægningslister. Og da jeg skulle flytte til min nuværende lejlighed, sad jeg satme og gav flyttekasserne numre med en sprittuds og skrev ind i et Excel-ark, hvad der var i de forskellige kasser med de pågældende numre. På den måde havde jeg jo også en opgørelse over mine sager, hvis der lige pludselig skulle udbryde brand i flyttebilen, og jeg skulle fortælle forsikringsselskabet, hvad de kunne forvente at skulle erstatte. Villle det ikke bare være cool, hvis man så bare stille og roligt kunne sende et Exel-ark med fortegnelser over de ting, man havde mistet, samt anslået værdi? (Jeg havde dog ikke siddet og skrevet anslået værdi ned, men bare lavet nogen banale farvekoder.) Hold da kæft, hvor kan man bare bruge timevis på at nørde rundt med sine lister - og jeg er da ellers kun amatør-amøbe indenfor Excel. (Det er lige før jeg er meget mere imponeret over de virkelig hardcore Excel-mestre, end hjernekiruger eller jagerpiloter)

Nå, men for nogen måneder siden skulle jeg mødes med 2 veninder, hvor jeg havde glædet mig virkelig virkelig meget, fordi vi skulle mødes og spise på en sushi-restaurant inde i byen. Selvfølgelig kom jeg for sent igang med at finde tøj frem og gøre mig sushi-præsentabel, så jeg endte med at komme en halv time for sent. Da jeg kom, så grinede de pågældende veninder lidt af mig og min forfjamskethed, men de er alligevel så vant til, at jeg sidder og fortæller historier om mig selv, der indebærer, at jeg dummer mig på en eller anden måde.
Så spoler vi frem til den weekend, hvor der var X Factor-finale, hvor selvsamme to veninder og jeg havde aftalt, at vi skulle se finalen sammen, og spise take out-sushi dertil. Det endte så på samme måde - jeg kom en halv time for sent til sushien, og de sad stille og roligt og ventede på, at jeg kom og forklarede mig, så de kunne grine lidt af mig igen.
Men de har også lidt hævn til gode på den konto, eftersom jeg i mange år mobbede dem begge med, at dengang hvor jeg totalt havde styr på mig selv og mine aftaler, så var jeg den eneste, der mødte op til tiden til en brunchaftale med dem en søndag, hvor vi var gået over til sommertid natten forinden, og jeg var så den eneste, der havde fået sat uret frem, så jeg stod og var ensom der, hvor vi skulle mødes, og de fik travlt med at komme afsted. Men, that was then, this is now...

En anden gang, havde jeg en aftale med en tidligere kollega, som jeg er meget forskellig fra, men dog er vi lige fjollede, så vi har virkelig altid noget at grine af sammen. Men hun havde inviteret mig til noget kage en søndag eftermiddag, fordi hun havde andre aftaler/gøremål før og efter. Et par timer inden aftalen havde jeg været nede og træne og tænkte, at jeg lige kunne snuppe en hurtig lur. Det var meget fint, men jeg sov så dybt, at jeg endte med at sove fra hele aftalen... Da jeg ringede og sagde, hvorfor jeg ikke kom, så sagde hun bare: 'Ja, men så gik du bare glip af en fantastisk kage - og det er din egen skyld.' Heldigvis tilgav hun mig også.

I lørdags var jeg som bekendt i byen - og det var med nogen andre piger; en veninde og hendes veninde. Min veninde har mig som sit forbillede indenfor at have styr på alt - det har hun altså fortalt mig engang. Planlægningen til selve aftenen var også under stor kontrol af mig. Jeg påtog mig at ringe ned til Train, hvor vi skulle til 2 forskellige koncerter den samme aften, så vi havde nogen spørgsmål til detaljer om billetter og indgang, hvorefter jeg mailede til alle med resultaterne. Jeg påtog mig desuden at bestille bord til en restaurant, vi skulle spise på inden, og jeg bestemte mødetidspunktet, som blev kl. 19. Dernæst gik der et par dage, og vores restaurant-aftale blev lavet om til, at min venindes veninde ville lave mad til os hjemme hos hende - hun ville sende nærmere besked. Det var da rigtig dejligt det hele, og lørdag eftermiddag hyggede jeg mig og tog det hele stille og roligt og havde god tid til at finde tøj frem og gå i bad og gøre mig lækker. Da jeg kom ud af badet og skulle i tøjet, så jeg, at der var nogen, der havde sms'et og ringet. Det havde de så begge to gjort og ville bare lige høre, om jeg var ok, for de manglede mig, og om jeg mon ikke kunne finde det? Hm - så var det åbenbart lavet om til 17.30 i stedet for 19, hvilket jeg havde glemt alt om! Flot. Så måtte jeg skynde mig at tage en taxa og komme lidt over en time for sent. Men det gik, og de var ikke sure og havde ventet med at begynde at spise - og vi havde som sagt en fantastisk aften, så alt endte godt, men nu er jeg åbenbart også ved at blive distræt og uopmærksom.

Men det er jo så godt, at det 'kun' er mit privatliv, der sejler, for ellers ville jeg da nok tænke, at jeg virkelig var ved at blive skør eller dement. Mit professionelle overjeg har jo virkelig styr på det. Og det glæder mig, så det er ikke alt, der ser lige håbløst ud. Men hvor mon mit privatliv er på vej hen?

Dagens Fund i Musikarkivet - 12

2010-04-21T00:30:00.001+02:00

Til minde om en rigtig god bytur i lørdags på Train i Århus med en umådelig festlig DJ, der kørte det helt vilde 90'er Ibiza-trip med Haddaway, 'Bailando', Snap, Drömhus, Faithless og Dr Alban, bringes her 'Dagens Fund', som er:

2 Unlimited - No Limit - 1992

Og den købte jeg i London på en studietur i 2.G med gymnasiet, hvor det var det hotteste hotte på diskotekerne i London, hvor vi var om natten, mens vi prøvede at virkede begejstrede for studieturens indhold i dagstimerne efter meget få timers søvn. Og der var ikke noget med at flyve til London, som nutidens unge gymnasieelever, der nu ikke kan komme hjem fra deres studieture - næh nej, vi var med tog og Esbjerg-Harwich færgerne, hvor vi så kunne komme alle de andre studietursklasser fra andre danske gymnasier ved under den lange overfart, hvor flere selvfølgelig blev søsyge og/eller fulde undervejs. Men fantastisk sjovt var det i hvert fald samlet set.

Hvad pokker gør man dog når...

2010-04-18T14:40:00.000+02:00

... man har mega tømmermænd efter en fantastisk aften og nat i byen, hvor man ikke kan tage hovedpinepiller, fordi man hele tiden skal ud og kaste op???

Øv, siger jeg bare. Jeg er for gammel, for klog og for organiseret til at have tømmermænd! Argh...

Måske skulle jeg alligevel have taget min mors formaninger til mig, som jeg modtog på sms i aftes, inden det for alvor gik løs: 'God fornøjelse til koncerten - nu må du hellere lade være med at hænge ude hele natten'.

Jeg forlod Train kl. 4.45 - og det må vel betragtes som at hænge ude hele natten for en anstændig pige som mig :-)

Kære nabo...

2010-04-16T21:47:00.001+02:00

... når du råber og stønner om aftenen igennem vores fælles væg, er det så fordi du spiller på din Playstation/Nintendo Wii/XBox eller mon øhm, fordi du gør ting ved dig selv???

Hilsen den, der undrer sig

Dagens Fund i Musikarkivet - 11 - SPLINTERNY

2010-04-14T19:46:00.001+02:00

Dagens fund er ikke helt som de andre. Jeg er jo ikke kommet igennem vinyl-singlerne endnu, men for at det skal være lidt anderledes, så bringes her sidste nyt på stammen - indkøbt i Bruun's Galleri så sent som i eftermiddags:

Burhan G - 2010

Og så glæder jeg mig til at se ham live på Train, Århus sammen med Joey Moe på lørdag. Det bliver en fest!
Sidste gang jeg så dem live sammen var på Café Ketchup i Tivoli i sommer til Nexus' After Party, og der var jeg så megastiv af nogen voldsomt stærke drinks med Bombay Sapphire, at jeg nærmest ikke opdagede, at club-koncerten var startet - men det var sandelig også en fest af de helt store!

Milli Vanilli og hele deres underlige entourage har heller ikke levet forgæves, for Nexus og Mr. G kan få alt til at lyde som en drøm og få pigerne til at smelte som smør på en varm sommerdag:

Min hemmelige last

2010-04-13T01:29:00.001+02:00

Vi har alle hver vores laster - noget, vi nyder mere end andre. Noget, vi føler er en lille smule forbudt, men som vi propper i os alligevel - nogen gange ved særlige lejligheder - andre gange bare som nydelse efter en lang dag.

Der er rigtig mange piger, der helst skal have chokolade hver dag, ellers bliver de sure og tigger deres partner om at suse ned i den lokale kiosk eller tank efter som minimum en Mars-bar, men helst en plade Marabou. 10 min i munden, en livstid på røven - eller hvad man nu siger :-)

Andre kan ikke leve uden deres daglige pakke cigaretter, ellers bliver de sure og tigger deres partner om at suse ned i den lokale kiosk eller tank efter som minimum en pakke Prince Light, men allerhelst blå Cecil. 10 min i svælget, en livstid i lungerne ;-)

Nå, men det er bestemt ikke for at moralisere eller noget, for jeg er jo også igang med at fortælle om min last, som er... Frisk Parmesanost...

Parmesanostene købes som regel i sådan nogen trekantede stykker i en underlig pakning, hvor man ikke helt ved, om man skal klippe det hele op og så finde på en alternativ pakning bagefter, eller klippe en lille snip op og så prøve at krænge lidt ud af gangen. Men når jeg har købt sådan en lille parmesanost, så starter jeg altid med at tage den gammeldags faste ostehøvl, og så høvler jeg små spåner af på langs på en tallerken eller en skål. Og alt afhængig af, hvor sund jeg nu føler, jeg bliver nødt til at være den dag, så laver jeg måske en lille anretning med nogen stænger af grøn peber, agurk og blegselleri - og høvlspånerne af frisk parmesan. Og så spiser jeg det som snack - og nogen gange er det faktisk min aftensmad. Andre gange kan jeg stå ret op og ned ved køkkenbordet og bare høvle parmesanspåner af og spise dem løbende. Mmm - den tørre ost med den markante smag og en dejlig tyk konsistens - jeg er vild med den. Det er næsten bedre end chips. Og når jeg har en frisk parmesanost, så varer det ikke mange dage, før den tilsidst er en lille hård stump, som man ikke kan få så meget ud af - men så kan man bruge den sidste rest til at rive på et rivejern og strø ud over sin salat eller pastaret - hvilket jo er det, de fleste bruger en parmesanost til :-)

Da jeg var hjemme hos min mor i Påsken, så opdagede jeg, at hun havde en lille pakke med en frisk parmesanost, som hun havde taget lidt af, og så havde hun gemt på resten, men havde åbenbart glemt den igen - for der var kommet mug på den. Det opdagede hun så først, da jeg så det og påpegede det, men jeg havde jo som det første spottet parmesanosten i hendes køleskab og var blevet helt opstemt, men i det samme havde jeg jo set mugpletterne, så det var næsten sørgeligt. Det var da i hvert fald sørgeligt, at hun ikke havde fået spise mere af den, før den bare blev smidt ud - det var aldrig, aldrig sket hjemme hos mig, tænkte jeg.

Efter gårdagens store rengøringssucces i køleskab og fryser, så var det tid til at fejre det idag med indkøb af en helt ny parmesanost. Efter at have nydt et par selvstændige parmesanspåner, indgik de fleste af de andre afhøvlede stykker i en frikadellesandwich i en grovbolle. Det virkede som en ganske fornuftig løsning - og i morgen laver jeg måske en hjemmelavet pizza - inkl. friske parmesanspåner.

Hvad er din hemmelige last?

En frisk start

2010-04-11T23:10:00.001+02:00

I den forløbne uge har min arbejdsuge været et helvede pga. en del 'udfordringer', som det så smukt hedder i vores afdeling, når man står i lort til halsen, og der er deadline om 1 time. (Som jeg har omtalt før, så ville jeg ønske engang imellem, at man kunne brokke sig og sige, at alting sejler, men så længe man har nogenlunde styr på katastroferne, så er det kun udfordringer, og så skal det hele nok gå, hvis man knokler løs) Men altså, udover at mit helbred ikke ligefrem spillede på samme hold som mig i ugens løb, så var der jo det faktum, at der manglede en arbejdsdag, som jo var en fridag, men ikke desto mindre manglede den altså. Hvilket vil sige, at der skulle løbes lidt stærkere og knokles lidt ekstra for at få styr på sagerne i ugens 4 øvrige dage.

Men det lykkedes, og udover at det hele blev ordnet, så gik det oven i købet godt, og der blev gjort rent bord. Til gengæld startede weekenden så også først kl. 22 fredag aften for mit vedkommende, men jeg vidste på forhånd, at det ville blive sent, så jeg havde ryddet hele weekenden for sociale aftaler, så jeg har kunnet slappe af og nyde ensomheden. Nogle bruger weekenderne til at få set en masse mennesker, og det synes jeg også ofte er fedt, men andre gange, når man har haft en rigtig heftig arbejdsuge, hvor man har set og snakket med en masse mennesker hele ugen igennem, så nyder jeg virkelig at være helt alene og nyde stilheden i løbet af sådan en ego-weekend, og endda engang imellem komme til at snakke lidt med sig selv, fordi der ikke lige er andre til at høre ens udbrud.

Det eneste store, jeg har opnået i denne weekend er så, at jeg idag endelig, endelig har fået gjort hele købeskabet rent og har afrimet min fryser... Det har ellers også været på to do-listen i mange måneder med den fryser - lågen har nærmest ikke kunnet lukkes uden brug af hård vold pga is - og ikke den flødeagtige slags! Men så skulle det endelig blive i denne weekend, da jeg alligevel nærmest ikke havde noget som helst indhold i hverken køleskab eller fryser, andet end den obligatoriske bøtte sennep, tuben med remoulade, og så en flaske soya. Helt igennem ynkeligt, men nu er der klar til nye indkøb.

Efter en ego-weekend, hvor jeg nærmest ikke har talt med nogen, så glæder jeg mig næsten helt til at komme på job igen mandag morgen, og eftersom jeg oven i købet fik gjort rent bord i fredags, så bliver det helt rart med en frisk start på nye udfordringer. Det kan være, at jeg allerede efter få timer mandag formiddag begynder at tænke, at jeg ikke skulle have glædet mig til at komme tilbage til jobbet, men så kan jeg da stadigvæk glæde mig over, at der ikke længere er isgletscher-tilstande inde i min fryser...

Dagens Fund i Musikarkivet - 10

2010-04-11T22:13:00.000+02:00

Det visuelle i Dagens Fund er utrolig kedeligt, eftersom der ikke er noget spændende cover:

Wee Papa Girl Rappers - Wee Rule - 1988

Men til gengæld har jeg så fundet en dejlig video frem, så man også kan både se og høre disse pigerappere og nummeret:

Det er fedt at være projektleder når...

2010-04-10T11:58:00.001+02:00

man selv får lov til at ansætte folk til sit team
man dernæst selv kan sammensætte resten af teamet med folk, man gerne vil arbejde sammen med, i stedet for nogen, man skal arbejde sammen med
man selv kan definere visse arbejdsopgaver til teamet
alle folk i teamet har forstået, hvad opgaven går ud på
budgettet ser fornuftigt ud, så man ikke skal presse teamet udover grænserne
man kan give ros og positiv motivation, både under og efter at opgaven udføres
at folk i teamet rent faktisk kan finde ud af at samarbejde om opgaven og ikke kun egotripper for at få individuel ros
man ikke skal til at fyre folk under projektets udførelse, fordi de har overvurderet deres egne evner i forhold til jobbet
budgettet holdes og måske efterlader et overskud, så der er plads til en lille bonus til teamet
når teamet roser en for godt lederskab
både teamet, kunden, projektlederen og chefen er tilfredse med indsatsen

Skummelt

2010-04-09T01:04:00.000+02:00

Jeg havde ellers besluttet mig for at holde mig langt væk fra min blog og alle andres blogs i aften, fordi jeg er så frygtelig træt og har et voldsomt program foran mig i morgen på jobbet, som jeg har siddet og ladet op til - eller var det mon dagens program, jeg gearede ned fra?

Men så kom jeg alligevel til at logge ind på Google Analytics og opdager til min store skræk, at der er 3 personer fra Moskva, der har luret herinde. 3 stk. alligevel... Det tror jeg sgu ikke, de fik noget ud af, eller var det mon en kommentar om vodka-sauce under mit indlæg om de alkoholiserede havregrynskugler, der virkede tiltrækkende på dem? We'll probably never know.

Og forresten - 'kortoverlejring' - er der nogen, der nogensinde har set heller hørt det ord før i nogen som helst anden kontekst???

Tak for meget nyttig info, Skattecenter!

2010-04-08T00:03:00.000+02:00

Jeg har idag modtaget et helt fantastisk spændende oldschool brev med posten fra Skattecenter Århus. Et af dem, hvor man virkelig synes, man bliver informeret om noget alvorligt, sagligt, brugbart og nyttigt!

Brevet er på 1 A4-side, og der er printet tekst på begge sider om min skattesag.

'Underretning om modregning/overførsel', står der som overskrift på 1. side.

Din årsopgørelse for ovennævnte indkomstår udviser et overskydende arbejdsmarkedsbidrag på... kr. 2,00

Det overskydende arbejdsmarkedsbidrag er anvendt til hel eller delvis dækning af:
Restanceart: Studiegæld - dækket beløb: kr. 2,00

Så siger jeg som sagt tak af hele mit hjerte for fyldestgørende info bragt til mig med posten, samt den generøse overførsel til min stakkels studiegæld! Nu føler jeg virkelig, at jeg selv bidrager til at nedbringe min gæld til samfundet, og så bliver alting nok bedre herefter.

(Gad vide, hvor meget, de rundede op for at nå præcis til 2 kr?)

Innovataz - hvad blev der af dem?

2010-04-07T01:44:00.001+02:00

Jeg elsker simpelthen den smoothness og den stemning, der er i det her nummer. Jeg har faktisk købt og betalt det tidligere, men det kan jo ikke indgå her i min endeløse række af 'Dagens Fund i Musikarkivet', eftersom det er et kedeligt musikdownload. Men jeg hørte det lige, og synes de her drenge skal ha' lidt props for nummeret. Mit hjerte banker jo for R'n'B - og unge mænd, der kaster lidt håndtegn med charme og lækre stemmer :-)

Det tragikomiske er så, at nummeret hedder 'Remember', men der er sandsynligvis ikke så mange andre end mig, der kan huske det...

Havregrynskugler med Baileys

2010-04-06T18:00:00.002+02:00

Man kan sagtens smage, at de er lettere alkoholiserede :-)

50 gram blødt smør
2 spsk kakao
100 g flormelis
100 g havregryn
1/2 dl Baileys

Jeg fik lyst til at lave disse ret spontant, og jeg havde ikke fået smørret ud fra køleskabet på forhånd, så jeg smeltede det først lidt i mikroovnen, samlede det med de øvrige ingredienser og trillede dernæst kugler. Har derefter godt af en time i køleskabet.

Der bliver ca. 20, hvis man undgår at spise nogen undervejs :-)

Through sick and sin - a never ending story?

2010-04-05T04:40:00.001+02:00

Hvad skal man dog gøre, hvis man har en person i sit liv, som man ikke ved, hvad man skal stille op med? Når man har delt en hård periode sammen og vil det bedste for ham - uden længere at være 100% tæt knyttet? Når vedkommende accepter ens spilleregler, og tager hver oplevelse, som den kommer, selvom han i bund og grund vil noget andet? Når man har et slags weekendagtigt nytte-forhold, men man i dagligdagen er så bekymret for ham, at man kan blive helt udmattet af bekymring, når han ikke svarer på beskeder, men omvendt orker man heller ikke at holde 'styr' på ham hele tiden?

Vi mødte hinanden gennem et chat/dating-site for flere år siden, hvor vi skrev lidt sammen over en periode. Det hele foregik helt stille og roligt, og den første date føltes så rigtig og så naturlig. Den foregik hjemme hos ham i hans daværende hus ude på landet, hvor jeg endte med at overnatte, fordi han ikke syntes, jeg skulle tage natbussen til byen helt alene i mørket. Jeg kunne sove på sofaen, hvis det var det, jeg helst ville. Helt igennem sympatisk, og alting foregik som taget ud af en manual om 'den perfekte date', - og jeg valgte absolut ikke sofaen. Et stykke tid derefter blev vi kærester - jeg kan overhovedet ikke huske, hvor lang tid der gik, før vi blev det - der kom til at ske så mange begivenheder siden, så den gode indledende dating/kærestetid er lidt udvisket for mig.

Jeg kan dog huske, at vi på et ret tidligt tidspunkt fandt ud af, at vi var som dag og nat. Jeg tror, jeg indgik i forholdet for at afprøve mig selv - at vise overfor mig selv og måske i virkeligheden også min omverden, at jeg var en meget tolerant og rummelig person, der ikke lod mig slå ud af, at vi f.eks. kom fra vidt forskellige samfundslag, at der var mange emner, vi ikke kunne tale om, fordi han ikke forstod dem, og at han trak sig helt ind i sig selv offentligt, og overlod al kommunikation med f.eks. restauranttjenere til mig. 'Men hvad gør det?', tænkte jeg - 'han er jo ekstremt sød og kærlig og er fantastisk i sengen - fantastisk!' Man kan jo have dybe samtaler om alt muligt med sine veninder og faglige samtaler med sine kolleger, men en, der f.eks. nusser en på en helt igennem uovertruffen måde - og helt af sig selv - det er faktisk svært at finde. Og tro mig, jeg har skam prøvet.

Vores kærestetid blev utrolig turbolent og forholdet udviklede sig mest til 'Projekt Kæresteforhold' for mig. Jeg prøvede som sagt virkelig at være tolerant og åben - men da fyren tilsyneladende ikke var blevet opdraget ordentligt hjemmefra, så var det lidt svært ikke at påtale det, når han fik lyst til at køre 160 km/t på motorvejen, når han fortalte om det snyd overfor kunderne, der foregik på hans arbejdsplads, og når han mente, at man da sagtens kunne køre rundt med tomme ølflasker i bunden af bilen, når det nu ikke var ham, der havde drukket af dem, men en af hans venner.

Vi var 'rigtige' kærester. Vi var med hinanden til familiefester, forældremiddage og vennefester. Når vi var ude sammen, gik han helt ind i sig selv og kunne sidde en hel aften uden at sige noget til nogen, eller uden at spørge andre om noget - han observerede bare, men han svarede roligt på de spørgsmål, der blev stillet til ham, og han grinede, når der blev sagt noget morsomt. Når vi så blev alene, havde han masser at snakke om bagefter - om samtalerne og personerne. I starten følte jeg mig meget priviligeret over, at han kun delte sine tanker med mig. Han snakkede ikke engang med sin egen mor, som han har et ekstremt anstrengt forhold til. Han var glad for, at jeg var den udadvendte type, der kunne finde ud af at konversere med alle slags folk, og som kunne tage kommunikationen for os begge. 'De ser og hører kun dig - og det passer mig fint', sagde han, og havde haft en god aften, hvis han bare havde fået lov til at sidde ved siden af mig og nusse mig og ladet sig underholde, mens jeg snakkede med folk. Når vi havde været sammen med min familie eller mine venner, måtte jeg selvfølgelig forsvare mig med med, at han var helt anderledes, når vi var alene. Hans familie og venner var bare vant til, at han var stille og ikke sagde meget, men elskede at være med alligevel.

Vi boede aldrig sammen, og hele det 'rigtige' kæresteforhold kom til at vare 8 måneder. Han ville gerne have, at jeg på et tidspunkt skulle flytte ind i hans lille hus ude på landet udenfor Århus, men da jeg helt igennem er en by-pige, så var det på ingen måde et valg for mig. Det begyndte vist at gå ham på, at jeg ikke var til at påvirke ang. at flytte sammen i hans hus, samtidig var hans arbejdssituation ikke optimal, og han begyndte at udvikle en depression. Den foregik i det stille, men jeg kunne mærke, at han var ked af det, at han måske drak lidt for meget, når han gik i byen - og at han begyndte at udvikle paranoia over vores kæresteforhold. Det havde hele tiden været sådan, at jeg lavede mange forskellige ting med forskellige veninder - og samtidig var jeg i en periode på jobbet, hvor jeg havde alt for meget arbejde, så jeg blev nødt til at aflyse hverdagsaftaler og kun have aftaler i weekenden, som jeg så kunne fordele ud over veninder og ham. Jeg opdagede også klassikeren over alle klassikere - at han tjekkede mine sms'er, når jeg ikke var i samme rum som min mobil og ham.

En nat kulminerede det hele i druk og et selvmordsforsøg med en stor kniv, men han kørte selv på psykiatrisk hospital, hvor han blev indlagt og skrev derfra en besked til mig om, at han nok trængte til lidt ro i en tid pga omstændighederne - og så detaljerne. Jeg blev selvfølgelig dybt chokeret og kom farende næste dag, hvor det også kom frem, at han havde haft et stigende alkoholforbrug på hverdage. Jeg havde godt lagt mærke til, at han havde været svær at kommunikere med i en periode, hvor han aldrig svarede på beskeder og ikke tog telefonen, men jeg havde simpelthen haft så meget arbejde, så jeg ikke havde gjort mere for at få fat i ham. Men han havde aldrig været påvirket, når vi havde været sammen. Han fortalte, at han havde det så godt og trygt, når vi var sammen, men at han sad derhjemme og var ked af det, når vi ikke var sammen, hvilket havde startet det stigende alkoholforbrug. Ak og ve.

Da han blev udskrevet efter et stykke tid slog jeg op med ham. Jeg var efterhånden blevet helt drænet for alle slags følelser, og det hele havde slidt så meget på mig, at jeg ikke kunne rumme det mere. Min hverdag var blevet helt tåget, og jeg brugte alle aftener på at besøge ham på psyk. i den periode. Han græd, hver gang jeg kom - og hver gang, jeg skulle gå. Han holdte opholdet hemmeligt for venner og familie - kun hans arbejde og jeg vidste, hvor han var, og kun jeg tog til møder med lægerne for at få info om tingenes tilstand.

Set i bakspejlet burde jeg simpelthen også have fået en eller anden slags hjælp, men det overvejede jeg på intet tidspunkt som en mulighed. Jeg havde bare travlt med at bruge alle ressourcer på at være effektiv på arbejdet trods omstændighederne og på at være den stærke kæreste - indtil jeg ikke kunne mere. Jeg tænkte meget over, at hvis det havde været alle andre af mine kolleger hvis mand/kæreste den slags var sket for, så havde de nok sygemeldt sig selv i en uge - men det faldt mig aldrig ind, og jeg sagde intet om det til nogen på jobbet, før flere måneder efter at forholdet var slut.

Han blev selvfølgelig ulykkelig over, at jeg ikke orkede ham mere, men accepterede det. Der gik et stykke tid, så blev han indlagt igen, og han kontaktede igen mig som den første. Men eftersom jeg ikke var hans kæreste mere, fik jeg ham heldigvis overtalt til også at få det sagt til sine forældre, som så tog over.

Derpå fulgte en tid, hvor han kom på ret køl, fik nyt job, fik solgt huset og flyttede, og fik endda en ny kæreste i en tid. Han informerede mig løbende, og inden han fik den nye kæreste, ville han ses, og jeg afslog alle tilbud, eftersom jeg også havde brug for at finde mig selv igen.

Men pludselig en dag fik jeg mod på at se ham igen. Han var kommet ud af et forhold, og jeg havde datet lidt rundt, men havde ikke bundet mig til nogen rigtigt. Han forsikrede mig om, at alt nu var anderledes, grundet de mange nye omstændigheder i hans liv - og da vi mødtes, kunne jeg mærke, at det var rigtigt. Men jeg havde stadigvæk store forbehold overfor ham, og forklarede ham, at vi ikke skulle være kærester igen, hvilket han accepterede.

Siden vi begyndte at ses igen, da tingene var kommet på rette spor, har vi fra tid til anden haft et temmelig løst forhold, der kun foregår sporadisk - og det er hemmeligt i den forstand, at han vist ikke har fortalt nogen, at vi ses lidt, men jeg har fortalt det til et par veninder. Jeg tænker på ham som en god ven, som jeg kan se mandehørms-film sammen med og gå lidt ud og spise med - og han er stadigvæk fantastisk i sengen. Men jeg kunne aldrig finde på at tage ham med til ting med venner og familie. Og han er ikke-eksisterende overfor kolleger.

Jeg har datet andre i 'nutiden' i kortere eller længere tid, men når der ikke kan presses mere ud af de 'forhold', er jeg vendt tilbage til ham, fordi han altid er så glad for hver en time, vi har sammen - og viser det. Jeg kan ikke rigtigt blive enig med mig selv, om jeg har flest beskyttende 'moderfølelser' overfor ham - eller flest 'underlivsfølelser' overfor ham. For det er bestemt ikke, fordi mit hjerte galoperer af lykke, når jeg ser ham, og i bund og grund ved jeg heller ikke, hvad jeg skal stille op med ham. Jeg er så bekymret for, om han får noget ordenligt at spise, så jeg engang imellem inviterer ham på sund mad, hvor han får lov til at tage resterne med hjem - for ellers lever han kun af junk. Han er både bleg og splejset, og det hjælper jo ikke på det, at han hverken træner eller spiser ordentligt. Jeg ville ønske, at der kunne komme en pige/kvinde med et rummeligt hjerte og tage ham til sig, så han kan få sig en lille kone, der kan passe på ham og give ham den kærlighed, der altid har mangler i hans liv og lave mad til ham hver dag. Så kunne jeg slippe bekymringerne og koncentrere mig om noget andet.

Dagens Fund i Musikarkivet - 9

2010-04-05T04:35:00.000+02:00

Jeg har ikke så meget andet at sige om denne, end at den var rigtig god.

Kim Wilde - Never Trust a Stranger - fra 1988

En stille påskehilsen fra provinsen

2010-04-01T23:03:00.000+02:00

Jeg er jo på påskeferie i den provinsby, som jeg er opvokset i.

Dette indlæg bliver derfor til, mens jeg har sneget mig til at tænde min computer, og min mor er pacificeret af en DR2 krimi - på tysk. Jeg har oven i købet taget den med ind i stuen, så jeg ikke er asocial - jeg kommer jo ikke så tit forbi, så jeg er nødt til at være 100% på, når jeg sådan er på ferie...! (Det er altså ikke helt nemt at være enebarn og når min far samtidig er død, så er jeg i sagens natur utrolig meget på, når det gælder opmærksomhed fra min mor...)

Kl. er over 22, men selvom jeg har mulighed for at tænde et andet tv, så må jeg bare finde mig i afsavnet af det formastelige Paradise Hotel, som jeg desværre er afhængig af at følge med i. Men hvis jeg ikke skal have det store foredrag om, hvad 'man' skal gå op i i min fremskredne alder, så må jeg tage en kold tyrker og lade som ingenting. I forvejen fandt jeg mig tidligere på eftermiddagen i endnu en kommentar om min singletilstand, da jeg diskret spurgte til, hvornår hun evt. havde mulighed for at komme forbi Århus. 'Det kunne være sjovere at besøge dig, hvis du havde en lille familie' - blev der sagt. Citat slut! Derpå fulgte et højrystet forsvar fra min side ang. at mange fornuftige kvinder skam har fine karrierer og fine oplevelser, selvom de hverken har mand eller børn - og her inddrog jeg som eksempel en af mine ældre og utroligt kompetente kusiner. Hertil svarede min altid indiskrete mor: 'Hun er jo også lidt underlig'. Herefter gav jeg mig til at surfe efter en togbillet hjem til Århus...

Hjemturen bliver godt nok først lørdag, så indtil da kan jeg nyde de forårsbilleder, jeg fik taget i skoven idag, mens alt var nogenlunde fryd og gammen.

Rigtig God Påske :-)

Dagens Fund i Musikarkivet - 8

2010-03-30T14:09:00.000+02:00

Kronologien i Dagens Fund er jo bare, som de nu engang befandt sig i skabet, så derfor præsenterer jeg nu min allerførste vinyl-single - fra kategorien Poptøse-pop, men jeg var som tidligere nævnt i DF-6 helt forelsket i manden:

Rick Astley - Whenever You Need Somebody - fra 1887

Jeg så i øvrigt i en tv-reklame, at han skal optræde på Ringsted Festival i august, hvor f.eks. Thomas Helmig, Sanne og Dizzy Mizz Lizzy også skal synge, så det bliver en hel retro-festival for 'Has Beens' :-) (Hmm, de havde nok ikke råd til også at invitere Aqua og Ace of Base...)

Stilhed før stormen

2010-03-28T14:29:00.000+02:00

Jeg sidder og hygger mig lidt, før jeg tager til provinsen for at holde en slags Påskeferie hos min mor. Ferie, fordi man ikke skal op hver dag og iføre sig det pæne kontor-tøj, det pæne kontor-hår, den pæne kontor-make up, de pæne kontor-sko - og den myndige kontormine. Ikke ferie, fordi jeg faktisk ikke helt har fri, da jeg har meldt 'fysisk fravær med mulighed for kontakt' i de næste 3 hverdage inden helligdagene. Det betyder, at jeg skal være til rådighed på mobil, tjekke mails regelmæssigt og oven i købet reagere på det, der nu opstår. Men så sparer jeg da lidt på mine feriedage. Ikke fordi jeg har behov for det, for i år er der åbenbart (heller) ikke nogen lækker fyr, der ud i det blå spørger, om jeg vil med på fantastisk forårsferie i Milano el. lign. Hm - så må jeg bare nøjes med familiebesøg i provinsen - og der er ikke dømt party på nogen måde.

Ligenu er jeg ganske afslappet, og jeg har svært ved at komme op i mit effektivitetsgear. Jeg burde faktisk være utrolig stresset, men det kommer nok om en halv times tid, hvor jeg begynder at føle mig presset over, at jeg skal have pakket det mor-godkendte tøj ned, have gjort en lille smule rent og have ordnet opvasken, så jeg ikke kommer hjem til den slagmark, som der er lige pt. Og inden jeg skal med toget, så skal jeg oven i købet også forbi mit job og arbejde lidt på forhånd og have en stak papirer med, så jeg kan være fysisk fraværende, men dog alligevel på job.

Min mor er i øvrigt overbevist om, at jeg i en alder af 35 stadigvæk er 3 år gammel, til trods for at jeg er nærmeste leder for flere personer på jobbet. (Men som jeg tidligere har skrevet her, så er jeg jo ikke voksen, før jeg som minimum kan stille med en godkendt svigersøn)
Når jeg er på arbejde, kan hun finde på at skrive sms'er som: 'Pas på, når du skal hjem - det kan være, der er glat'. Her for ca. en halv time siden, fik jeg så følgende sms - og hun ved tilsyneladende ikke, hvordan man laver tegnsætning i sms'er: 'Glæder mig til du kommer husk at få noget at spise inden du tager afsted eller få noget undervejs'......!

Dagens Fund i Musikarkivet - 7

2010-03-28T13:46:00.001+02:00

Dagens fund er en klassiker:

Moonjam - Salsa Olympia - 1992

Den var åbenbart lavet som kendingsmelodi til dækningen af OL i Barcelona i 1992 på DR.
Den sommer blev jeg 18 og fik af mine forældre mit første eget lille tv på ca 16'' på mit værelse. Jeg kan huske, at jeg sad og så udspring fra vipper som det første på mit fine nye tv. Det lille tv virker faktisk stadigvæk og står i min mors sy- og strygeværelse nu. Da vi gik over til digitale kanaler her i efteråret ringede min mor og sagde: 'Ja, det ser oven i købet ud til, at billedet også er blevet bedre på dit lille, gamle tv'...

Den tilfældigt sammenbragte samhørighed

2010-03-26T01:44:00.003+01:00

Nå, men I kender muligvis det der med, at man kommer ind samtidig med en eller flere personer et sted - det kan være i Zoologisk Have, i en tøjbutik, eller et supermarked - og så bliver man simpelthen bare ved og ved med at støde ind i den eller de samme personer. Hvis det er i en eller anden Zoo, så har man sandsynligvis stået i kø sammen og ventet på at komme ind, og måske småsnakket lidt overfladisk parrene eller familierne imellem, mens man fordriver ventetiden. Når man så pludselig ankommer samtidig til aberne, lader man som om, at man ikke hører 'de genkendelige' stå og kommentere noget, men man taler alligevel lidt til alle, hvis man selv synes, man har noget klogt at sige. Og måske griner de også lidt af ens kommentar, og man føler en vis samhørighed, når man nu har stået en time i kø med dem i 30 graders stærk solskin udenfor - og som sagt følger man åbenbart den samme rute igennem stedet. Måske i behørig afstand fra hinanden resten af turen - men alligevel.

Hvis man er ude og shoppe med en fyr i herretøjsbutikker på en provinsgågade, så er det ofte sådan, at pigerne sidder bænket udenfor prøverummene på rad og række, hvorefter fyren kommer ud og viser jeans til sin egen medbragte pige for at få hendes godkendelse af varen, men eftersom alle pigerne sidder udenfor og venter på deres fyr, så vises de kommende jeans frem til alle bænkede piger på een gang. Og når man så senere går ind i den næste herretøjsbutik på provinsgågaden, så møder man som oftest de samme par igen, og pigerne begynder nu måske at snakke med både hinanden og ekspedienterne om, hvad der er fedt til deres fyre. En ret sjov ting i sig selv, da det omvendte aldrig forekommer. I pigebutikker er fyrene bare i vejen og står i et hjørne og kigger febrilsk på deres mobiltelefoner med opgivende miner.

I supermarkeder er den slags ufrivillige samhørighedsoptrin ofte forbundet med en del pinligheder. Man kigger lidt på fyren, som man tilfældigvis kom ind i butikken med. Man smiler ikke, da det så virker som om, at man er ude på noget, for man er jo bare ude for at handle - og selv hvis man var, så har han vel en lækker kæreste derhjemme, tænker man. Så går man hen til mælken og venter pænt til ens nye supermarkedsven har taget sin liter skummetmælk, hvorefter personen holder køleskabslågen for en, så man selv kan tage sin liter skummetmælk. 'Tak', siger man svagt og kigger stift på mælken. Fyren går så et andet sted hen, mens man selv overvejer, hvad der yderligere mangler i ens tomme køleskab. Man møder så fyren igen, da man kommer i tanke om, at der skal hakket oksekød til Spaghetti Bolognese, og han står måske og kigger på wokstrimler. Nu er man så lige ved at smile til hinanden. Her beslutter man sig så for at gemme sig lidt ovre bag toiletpapiret, fordi det er ved at blive for kikset og kejtet midt i ens dagligdag. Man står så i sine egne tanker og stener og tænker lidt på, at man faktisk ikke er på indkøb i Århus' berømte score-Føtex, men bare i en ganske ucharmerende forstads-Fakta, hvor man nu har brugt lidt mere end de berømte 5 minutter - og hvad var det lige for noget toiletpapir, man købte sidst?

Man bliver så vækket fra sit steneri igen, da den sammenbragte supermarkedsven pludselig er dukket op ved siden af og siger: 'Det er ikke fordi, jeg følger efter dig, men jeg skal altså også have toiletpapir'...

Dagens Fund i Musikarkivet - 6

2010-03-26T01:35:00.000+01:00

Det kan godt være, at det er pinligt at indrømme, at man var til Stock/Aitken/Waterman-producerede letfordøjelige pop-numre, men det var nu dem, der fik Kylie frem i denne verden. Og også Dagens Fund, som jeg var meget forelsket i...

Rick Astley - When I Fall In Love + My Arms Keep Missing You - 1987

Mit hjerte banker nu for R & B, men jeg har nu alligevel for mindernes skyld investeret i Ricks albums digitalt, og jeg kan stadigvæk hvert et ord.

Århus-spørgsmål

2010-03-25T20:17:00.001+01:00

Er der nogen, der ved, om der er nogen steder i Århus C eller N, hvor man kan få luft i sin cykel efter kl. 18???

Jeg glæder mig til, at der en eller anden dag kommer en større ophævelse af lukkeloven og dermed også ophævelse af den helt latterlige danske tradition med, at alle nonfood-butikker absolut skal lukke kl. 17.30. Det er jo kun få befolkningsgrupper, der bare kan springe ud og shoppe fra 16.30 til 17.30. Jeg arbejder for det meste til mellem 17.30 og 18.30 - og er dermed ofte begrænset til at kunne komme i førnævnte butikker lørdag formiddag, hvor man måske virkelig har behov for at slappe af og ikke vise sig offentligt før om aftenen. Der er godt nok åbent i f.eks. Bruuns Galleri til kl. 19 hver dag, men det er desværre ikke alt, man kan få eller få ordnet der, selvom det ville være utrolig dejligt, hvis man kunne.

Og jeg trænger virkelig til at få luft i min cykel - hvorfor lukker de cykelhandlere dog så tidligt?

Dagens Fund i Musikarkivet - 5

2010-03-25T00:23:00.000+01:00

Nu bliver det for alvor sjovt! Dagens Fund er simpelthen en dansk pigerapper. Og det er så endnu bedre, at hun blev produceret af ingen ringere end Hr. Soulshock, som alle jo nu kender via X Factor. Men dengang han var en bleg og splejset knægt, der lavede han nu mange sjove ting herhjemme i DK, inden han tog til LA for at dyrke sit ego.

Salli - Sørøver Salli - 1989

Ja, jeg kan kun huske 2 danske pigerappere, der blev promotet der i 80'erne, hvor dansk rap blev født. Det var hende her Salli, og så en pige, der hed Jo C Fine, som også var med på Østkyst Hustlers 'Verdens Længste Rap'. Jo C Fine har jeg ingen udgivelser med, som kan blive Dagens Fund, men jeg fandt en artikel her.

Fucking lorte-forår

2010-03-24T01:10:00.002+01:00

Ja, undskyld! Jeg ved altså godt, at pæne piger ikke bander. Og at vi skal være super taknemmelige, fordi solen overhovedet gider stå op i dette land. Og stakkels de, der går rundt med gigtproblemer, vinterdepressioner og D-vitamin-mangel. Men jeg hader virkelig forår. For forår er lig med pollen og høfeber for mit vedkommende.

På nuværende tidspunkt er der snigpremiere på høfebersæsonen i form af pollen fra el, elm og hassel - og jeg kan oplyse, at man sagtens kan mærke det. Allerede nu føles mine øjne som åbne og kløende myggestik, og desuden svømmer de i vand, så jeg er nødt til at fortælle mine kolleger, at jeg ikke sidder og tuder over arbejdsbyrden, men derimod er begyndt at reagere på pollen i luften.

Den virkelig premiere indtræffer så sidst i april, hvor birken springer ud og efterlader mig i en tilstand af konstant sløvhed og apati, hvor det eneste, jeg tænker på i løbet af arbejdsdagen er at komme hjem og gnide mig i de hårdt prøvede øjne.

Ja, jeg ved godt, der er masser af medicin til at afhjælpe den slags, og jeg køber mig skam også fattig i øjendråber og piller - men jeg synes ikke, det hjælper så meget, når det virkelig går løs. Jo, de piller, som gør, at man bliver endnu mere sløv og apatisk, er dejligt bedøvende, men dem kan man jo ikke tage, når man rent faktisk har et arbejde at passe.

Det der med spirende forårsforelskelser er åbenbart ikke noget, jeg nogensinde skal opleve, eftersom mit humør og mit udseende bare er på nulpunktet, når træerne springer ud og fuglene begynder at synge for alvor. Så går jeg og drømmer mig tilbage til isvinterens dejlige pollenfri klima.

Dagens Fund i Musikarkivet - 4

2010-03-24T00:20:00.000+01:00

Jeg vandt engang en konkurrence i det dejlige musikblad MIX - og præmien var denne single med et ukendt skotsk band. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvordan den single lød, men jeg var glad for at have vundet en konkurrence.

Danny Wilson - Davy - fra 1988

Dagens Fund i Musikarkivet - 3

2010-03-22T21:28:00.001+01:00

Og idag er fundet så hverken rap eller hip hop, men puddelrockhår for alle pengene:

Jon Bon Jovi - Blaze of Glory - fra 1990

Den første Google-søgning

2010-03-22T18:45:00.001+01:00

Ih, hvor er jeg stolt af min lille blog, der nu åbenbart lever sit eget liv. Idag, midt i min ellers så alvorlige arbejdsdag, sneg jeg mig til at checke Google Analytics, som jeg jo tidligere har set, åbenbart er enhver bloggers bedste ven og kilde til stor undren, så det blev min blog da også født med. Statistik med pie charts og sjove tabeller kan nærmest altid imponere mig - og så endnu mere, når der er verdenskort og det hele. Nå, men så idag skete det - en Google-søgning ramte min blog for allerførste gang - og den udstrålede da en vis portion tristesse og frustration på sådan en lettere kedelig mandag:

min mand gider ikke familiebesøg

Men det kan jeg faktisk godt forstå, at han ikke gider - jeg holder med ham! Jeg kan nemlig heller ikke helt forstå, hvorfor man ikke selv må bestemme fra gang til gang, om man vil slæbes med til svigerfamilien eller ej. Bare fordi man evt. har været med 1 eller 2 gange, så betyder det ikke, at man gider hver eneste gang, man bliver spurgt.

Men jeg håber da, at den Google-søgende kone fandt en god brevkasse med et godt svar :-)

Jeg holder fast i min weekend - lidt endnu

2010-03-22T01:23:00.002+01:00

Det er søndag nat, og jeg sidder og lurer på uret i nederste højre hjørne af computerens skærm. Enhver fornuftig person har ligget i sin seng i mange timer for at sove, inden en travl uge begynder igen.

Når man har haft en dejlig weekend med mange spændende oplevelser, har jeg rigtig svært ved at komme tilbage til hverdagen igen. Mandag morgen og det arbejde, der skal udføres, er en uoverkommelig tanke ligenu. I aften har jeg stadigvæk indtryk, der skal fordøjes, samtaler, der skal genkaldes, og billeder, der skal kigges på. Jeg giver mig selv 10 minutter mere...

Jeg ved, jeg er møgtræt i morgen tidlig, og at jeg igen vil hade mig selv, fordi jeg ikke fik sparket mig i seng i ordentlig tid. Og var der ikke noget med et nytårsforsæt mere, udover mine tanker om at få startet bloggen her? 'I seng inden 0.30' lyder da som et overkommeligt koncept og kun som en mindre formalitet. Men ak og ve - endnu en uge er gået, uden at det har været en realitet. Man kan så håbe på, at fornuften indtræder i morgen, men chancerne er desværre små, når der sidder et B-menneske så godt og grundigt fast på mine skuldre. Mange tak for flextid, men det får jeg ikke bedre vaner af.

Dagens Fund i Musikarkivet - 2

2010-03-21T23:34:00.005+01:00

Efter weekendens strabadser i provinsen og omegn, orker jeg kun at smække vinyl single nr. 2 på listen over tidligere tiders meget fysiske musikkøb:

De La Soul: A Rollerskating Jam Named 'Saturdays' fra 1991

Så sidder jeg og tænker på, at man faktisk godt gad at sidde og smide den ene vinyl single på efter den anden, selvom man ikke var pro dj på nogen måde... (???) Og tænk, at jeg rent faktisk aldrig mistede den der dims til at fylde i hullet til pladespilleren, når man skulle afspille singlerne...

Billedet af singlen er taget ca. 3 sek. inden coveret faldt ned bag kommoden og afslørede en hel yngle-station af giga-nullermænd - men det er vist et andet slags indlæg, den slags hører til i :-)

Dagens Fund i Musikarkivet - Premiere på mit eget koncept

2010-03-19T22:54:00.005+01:00

Nu har jeg fundet på en fantastisk idé, synes jeg selv! Og eftersom jeg har minimalt med læsere på nuværende tidspunkt, så er der ingen, der kan klage over, at jeg bevæger mig i en uventet retning i forhold til, hvad de har forventet, for alt hvad jeg gør, er jo stadigvæk splinternyt og eksperimenterende.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er lidt ældre end de små hotte blogger-tøsebørn, der bliver hypet alle steder med Dagens Outfit og Dagens Shoppingfund, osv. Det er skam heller ingen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem kan prale af alenlange daglige løbeture, som jeg så det i en motionsblog her forleden. Og som nævnt i indlægget før dette, så kan jeg heller ikke opdatere dagligt med oplevelser fra Lille Øgles verden af bleer og babymos. Til gengæld er jeg ikke bange for at være lidt småkikset og absolutely non-hip og vil nu introducere en god mulighed for både at klappe i hænderne og rødme af skam over de valg, jeg har foretaget, siden jeg fik mit første stereoanlæg til min konfirmation sidst i 80'erne! Jeps, jeps - jeg er typen, der er flyttet hjemmefra med alle mine skatte af bøger og udvalgte blade - samt musiksamlingen. Alt er bevaret - selv mit konfirmationsanlæg, som jeg ikke kan nænne at skille mig af med, selvom det står og fylder til ingen verdens nytte i kælderen under min bygning. Så derfor vil jeg nu mere eller mindre systematisk fremover lave en opdatering med et billede af Dagens Fund i Musikarkivet - fra en tid, hvor man ikke downloadede sange fra internettet eller via sin mobil. Dvs. at der vil komme billeder og måske små tilknyttede historier af mine køb af Vinyl-plader, CD'er og ikke mindst kassettebånd.... Mere retro og u-digitalt kan det altså næsten ikke blive. Hvis man så sidder og tænker på, hvilken genre det mon bliver, så kan jeg fortælle allerede nu, at der er meget blandet - men der er en helt klar linje af dansk rap og US R'n'B - krydret med alt det 'almindelige', som teenagers nu engang brugte penge på i 80'erne og 90'erne.

Det kan være, det kun bliver sjovt for mig selv, men det er der ikke noget at gøre ved - så får jeg da en stille griner.

Vi starter ud med kategorien VINYL SINGLER - og må jeg præsentere den første - fra den orden, som jeg fandt dem i inde i skabet:

The Beastie Boys: Brass Monkey fra 1986.

Og hvis jeg skal tilknytte en historie her, så kan jeg fortælle, at den er købt i en hip hop musikbutik i Kbh, som jeg ikke kan huske, hvad hedder - og det var på en shoppetur, hvor selve attraktionen ved købet vist mest var at gå ind i butikken og lade som om, at jeg vidste alt om rap og hip hop - og det gjorde jeg bestemt ikke! Jeg er opvokset i en mellemstor by i provinsen og var en meget sød og meget rolig teenager, hvis eneste teen-oprør handlede om at få en begyndende interesse for en musiksmag, som mine forældre var mere end uforstående overfor. Der kommer mere fra denne genre senere.

Aldrende tween

2010-03-17T20:25:00.001+01:00

Her er stadigvæk temmelig tomt, og jeg er stadigvæk New Kid On The Blog, så jeg må jo hellere fortsætte lidt med at tale med mig selv... Så er der da heller ingen, der afbryder :-)

Jeg har tænkt en del over, at jeg er en tween. Altså oprindeligt er en tween jo en person, der er between barn og teenager - og en særdeles indflydelsesrig forbruger af en families penge. Den måde, jeg er en tween på, er between ungdommelig og voksen. Der er nok mange af os, der befinder os i dette grænseområde, men den måde jeg adskiller mig fra andre på er, at jeg er midt i 30'erne, er for det meste single - og helt uden børn. Jeg har efterhånden fundet ud af, at den kombination er meget sjælden - især for kvinder. 'Andre kvinder' midt i 30'erne er jo i parforhold og har som minimum 1 barn. På mit job, er jeg den eneste kvinde i min aldersgruppe, der ikke er i fast forhold - og der er faktisk en del kvinder. I min afdeling er jeg den eneste kvinde over 30 uden børn.

Nogle vil måske mene, at jeg lever det ubekymrede (not) og uafhængige (yes) ungdomsliv endnu. Og det gør jeg da i hvert fald også til en vis grad. Eller i en stor grad, hvis man spørger min mor, men det behøver man ikke, for hun er så 'flink' selv at påpege den slags uhyrligheder hos sin datter, der åbenbart først bliver anset som voksen, når der står en hærdebred svigersøn i hendes stue, der selv tilbyder at renovere hendes hus efter hendes kommando.

Nu skal det dertil siges, at jeg ikke er en person, der selv går og længes vildt efter et parforhold med faste spisetider, fællesindkøb i Bilka lørdag formiddag og familiebesøg om søndagen. Jeg går heller ikke vildt og inderligt og drømmer om at få 3 børn med evige institutions-11 taller under næsen. Men altså, når man ikke har alle disse ting, som ens kolleger har, så er det nogen gange lidt svært at deltage i snakken ved frokostbordet, når det kun handler om åbnings- og lukketider i institutionerne, mængderne af vasketøj, og hvor meget lyserødt marcipan, der mon skal til en prinsesselagkage. Og faktisk, så føles det også lidt som racemæssig eksklusion, når der hele tiden er firmaarrangementer, der inkluderer 'hele familien'. Hm, hvis man så gerne vil se, hvordan de andres ægtefæller og børn ser ud og opfører sig, skal man så gå ud og låne sig til en venindes datter, så man også kan mingle med diverse til juletræsfester, familieskovture og børneteater? Nej, så må man bare lave noget andet (og i virkeligheden sjovere) og så om mandagen høre om, hvor sød direktørens yngste datter er, og hvor meget ravage en af controllernes sønner lavede, for man gider jo absolut ikke være den eneste, der møder op uden mand og børn. Heldigvis er julefrokosten og sommerfesten stadigvæk events, hvor man ikke er tvunget til at slæbe en partner eller en forkælet/forkølet unge med for ikke at være udenfor i grænselandet mellem arbejdsliv og privatliv - det har jeg f.eks. hørt, at det er praksis i flere andre firmaer, da det åbenbart signalerer eksklusivitet og overskud, samt god pleje af medarbejderne. Hm til det!

Ih altså - jeg er altså ellers ok glad for mit job i arbejdstiden, men nogen gange drømmer jeg simpelthen bare om et andet job, hvor der er fester og affærer på kryds og tværs eller bare sjove fredagsarrangementer i byen - i stedet for mit job, hvor folk går hjem kl. 14 om fredagen for at hente børn tidligt, så de kan lade op til Disney Sjov, eller hvad det nu hedder...

2 dør-oplevelser

2010-03-16T18:52:00.003+01:00

Nå, men så startede dagen idag med, at da jeg skulle ud af døren i morges, så opdagede jeg, at jeg havde glemt at låse min fordør om aftenen... Spændende - især når man som kvinde bor alene i en stuelejlighed. Godt nok er der også en yderdør med dørtelefon, men der er engang imellem nogen, der glemmer at lukke den helt i, så den står på klem.

Men til gengæld blev arbejdsdagen idag rundet så smukt af kl. 18.10, med at en for mig ukendt sød fyr, der også var lidt sent på den i forhold til 'normal kontortid', holdte døren for mig på vej ud... Ej, hvor kan jeg bare godt li' sådan noget! Jeg bliver lidt vred, når den slags foregår i Frankrig, hvor kvinderne bare intet kan selv, og ikke engang tør gå på gaden alene om aftenen, og får pengepræmier for at føde 3 børn og holde barsel i 3 år pr. barn - MEN, når en dansk fyr er høflig og venlig, siger tak til kassedamen, når han får sine byttepenge eller bon, holder døren for en fremmed pige og siger undskyld, når han kommer til at skubbe i bussen - så ved man, at det er fra hjertet, og at det er en, der generelt tænker sig om offentligt. I LIKE...!

To blog or not to blog...

2010-03-15T23:04:00.005+01:00

Igennem den seneste tid har jeg læst en masse blogs og fulgt med i småt og stort - alt imens jeg har gået og spekuleret over, om jeg skulle oprette min egen, eller ej.

Det, der talte for det, var muligheden for at kunne komme til at lufte sin mening om sit eget liv og andres. I min dagligdag savner jeg ofte at kunne råbe op og sige noget kontroversielt, komme med spydige bemærkninger og bare nogen gange være en sur heks. På min arbejdsplads er alle så søde og professionelle, at jeg nogen gange simpelthen bare har lyst til at rejse mig op til et ugemøde og sige: 'Ja, det kan godt være, at det går skide godt med det og det, at vores budgetter holder, at vi arbejder målrettet, og at kunderne er glade for vores ydelser - men for helvede, hvor er det kedeligt, at vi bare skal sidde her og klappe hinanden på ryggen uge efter uge og smøre hinanden med ros, fordi vi er bange for at blive uvenner!' For det er jo ikke sådan, at vi ikke har kontroverser i de forskellige arbejdsgrupper - men så længe alle laver det, vi skal, og vores kunder er glade og tilfredse, så er der jo ingen grund til at hidse sig op over det i plenum, vel? For det er jo kun, når det går ud over vores fælles performance, at vi er nødt til at tale sammen om vores meningsforskelle. Men hm - hvornår har man så mulighed for at lufte sin galde over en kollegas dårlige manøvrer? Det har man ikke, for vi er så konfliktsky, og ingen ønsker at høre noget dårligt om en anden kollega, for vi er jo så gode venner allesammen.... Det er virkelig påtaget pænhed, når det er allerværst. Men jeg har ind imellem altså brug for at sladre lidt - og det har jeg så mulighed for nu.

Det, der så har hindret mig lidt i at starte en blog noget tidligere er, at jeg ikke ved, om jeg egner mig til at udlevere mig selv så ærligt, som jeg har set mange gøre. Selvfølgelig har vi alle sorte dage, og man kan altid finde på noget, der er uretfærdigt i denne verden - men kan JEG indrømme mine fejl og mangler på skrift? Gider JEG virkelig brokke mig til fremmede mennesker om alt muligt personligt? Gider JEG virkelig ynke mig selv, så fremmede mennesker får ondt af mig eller føler med mig? Og er der overhovedet nogen, der gider læse MIN blog, som jo bare er en blandt tusinder og atter tusinder?

Vi får se, hvad der sker - ja, vi gør - for nu har jeg jo oprettet bloggen, og har jo allerede besluttet, at nu vil jeg sgu også være med til at fortælle, hvor kikset man kan være, hvor meget man hader visse personer i sit liv, og hvor underlige valg man nogen gange tager.

Og forresten: Hvis mit liv var en film, så ville jeg virkelig undre mig over, hvad instruktøren mon havde forestillet sig på forhånd, for det endelige produkt virker godt nok enormt usammenhængende.

Nytårsforsættet

2010-03-09T10:43:00.001+01:00

Velkommen til mig og min meget tomme blog! Men vi, altså mig og de tomme sider, er meget glade for dit besøg :-)

Et af mine meget få nytårsforsætter var at få startet en blog, der kunne rumme de tanker, man nu endnu engang gør sig, når man for det meste af tiden er ganske single, 35 år med en (lidt for/?) ungdommelig livsstil uden børn og andre 'tunge' familiemæssige forpligtelser, ofte undrer sig over diverse hændelser man kommer ud for, og simpelthen bare gerne vil dele sine små særheder med fremmede mennesker.

Jeg har længe tænkt over, hvad min taktik skulle være i forbindelse med mit første indlæg. Først havde jeg tænkt, at jeg ville gå igang med løbende at skrive en masse indlæg og lægge dem på lager, så når jeg havde fået oprettet bloggen, så var der allerede en hel stak, som kunne læses, så I derude (hvis nogen overhovedet) allerede kunne få et eller andet slags indtryk af mig til at starte med. Men her til aften fik jeg simpelthen bare lyst til at få oprettet skidtet og komme igang. Så må der bare være brølende tomt, indtil noget mere interessant kommer herind.

Det er lidt som at flytte ind i en nyrenoveret bolig. Her er så tomt, og det runger over det hele, men der er masser af plads til både nyt og gammelt. Jeg glæder mig til at sætte mit helt eget personlige præg på det hele - og har allerede mange planer om indretningen. Jeg har allerede nærstuderet omgivelserne og naboerne intenst gennem nogen tid, indtil jeg selv besluttede mig for at flytte ind - og føler mig meget inspireret. Og nu kan jeg i hvert fald starte med at glæde mig over, at jeg har fået udleveret nøglerne til mine nye kvadratmetre. Tillykke til mig :-)